Jeppe Søe elsker el-løbehjul: Men HADER brugerne

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I denne uge fortæller Jeppe Søe om, hvorfor han er træt af udannede mennesker, der ikke kan tage ansvar for el-løbehjul eller samfundet

Jeppe Søe er utilfreds med det curling-samfund, han mener, vi har fået. Modelfoto: Jens Dresling
Jeppe Søe er utilfreds med det curling-samfund, han mener, vi har fået. Modelfoto: Jens Dresling

Jeg elsker el-løbehjul, når jeg kommer til København og skal hurtigt frem til et foredrag.

Men folk smider løbehjulet lige der, hvor de skal af. Det kan være på fortovet, på cykelstien eller lige foran indgangen til hospitalet, så folk vælter over det. Derfor bliver en smart løsning pludselig til en plage.

Hvordan reagerer vi? Vi beskylder sgu løbehjulet for at være problemet!

'De skide løbehjul skal begrænses og der må lovgivning til', siger vi.

Må jeg afsløre, at løbehjulene ikke selv kører hen og lægger sig til at sove på et fortov? Det gør mennesker, og det er OS, der er problemet. Folk, der ikke tænker på en skid andet end sig selv - og derfor smider løbehjulet lige der, hvor de ikke skal bruge det mere. 

Det er manglende dannelse – men det tør vi ikke sige højt til hinanden!

Det er nok de samme folk, der smider affald eller cigaretskod lige ved skraldespanden. De smider det som i basketball, men gider ikke registrere, om de rammer.

Alle andres problem
Der ligger lortet så - og det er ikke deres problem længere. Nu er det kommunen, der må arbejde for vores skattekroner. Vores løsning er at bruge millioner på flere skraldespande.

Da jeg i sidste uge tillod mig at mene, at man ikke behøver spille høj musik, bare fordi man har en højttaler på batteri - mente mange på Nationen!, at højttalerne skulle forbydes.

Endnu engang mener vi, at produktet er problemet - ikke dem, der bruger dem uden omtanke.

Hvornår fanden er vi blevet så konfliktsky over for hinanden?

Vi vil fjerne fristelserne, forbyde produkterne, afspærre, overvåge, sætte hæren ind og skraldespande op for hver 10 meter, fordi nogle ikke kan ramme. Det bliver vi sgu da ikke mere dannede af. Tværtimod!

Det er jo et curling-samfund! Det svarer til at feje alle bump væk foran sine børn, så de aldrig lærer at falde. Eller tage ny teknologi fra dem, fremfor at lære dem at bruge det. Alle skal jo lære at færdes i trafikken, om de er på cykel, løbehjul eller fodgængere.

Uden fristelser lærer vi aldrig at sige nej.

Vi er gode til at give skylden videre
Engang fik vi at vide, at vi kunne blive blinde af at onanere. Vi blev også seksuelt opstemte af at lytte til The Beatles. Disse tåbelige leveregler sagde vores forældre, fordi de ikke turde sige det, som det var.

Hellere beskylde Lennon og McCartney for, at deres børn var del af en generation, der bollede på kryds og tværs end at erkende, at tiderne skifter og nye fristelser skal læres.

Det slår mig, at vi stadig går og taler udenom.

Hvis der er noget som irriterer danskerne, så beskylder vi alt andet end os selv for at bære skylden.

Vi kan ikke lave lovgivning om alle nye produkter der kommer i fremtiden. Vi må i stedet erkende, at nogle medborgere mangler respekt for andre. Og at os, der råber højest, ofte er fra den generation, der skulle have opdraget dem.

60 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere