Jeppe Søe: - Jeg har ikke rørt mig siden 1985

Megafonen er Ekstra Bladets debat-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Jeppe Søe er Megafonens sure gamle mand. Han er for samfundsdebatten, hvad Treo er for musikken. Han undres og raser over stort og småt hver søndag og giver svar på tiltale når nationen nedenunder artiklen angriber

Jeppe Søe fatter ikke hele den idé med at træne. Foto: Privat
Jeppe Søe fatter ikke hele den idé med at træne. Foto: Privat

Jeg har ikke rørt mig siden 1985.

Faktisk har jeg haft en konstant hvilepuls i 30 år. Husker tydeligt den der ekstremt ubehagelige følelse af sved, da jeg i min ungdom måtte løbe en anelse for at nå en bus.

Siden har jeg haft bil. Jeg dyrker e-sport. Og overvejer at lade mig trille af et el-løbehjul hen til garagen.

I bilen passerer jeg ofte disse folk i stramt tøj, der løber eller cykler.

Det er tydeligt hos de fleste, at de enten lige er startet eller at det bare ikke virker.

Cykelbukser kan være fint på Armstrong eller Riis – men lad mig bare konstatere, at de ikke egner sig til alle. Heller ikke den der nylontrøje, der på nogle fremhæver biceps men på andre mere virker som en nettopose, der helt udstrakt skal holde alt for mange varer indenbords. Ofte med logoer på, der er så udstrakte af fedtholdigt indhold, at et Apple-logo ligner æblegrød.

Motion er som tortur
De ligner ofre for tortur i ansigtet.

Forvredet i smerte, indsmurt i kroppens safter og med panik i øjnene, fordi der bare er møg langt hjem. Jeg tænker altid, om de har opdaget, at der ikke er nogen efter dem. De må jo være løbet hjemmefra af en grund.

Senere har jeg fundet ud af, at disse mennesker har en GPS, der tegner en rød streg på et kort, som de deler med alle på sociale medier.

Det er nutidens medaljer. I gamle dage så man op til de tykkeste, fordi de havde råd til at spise. De fleste konger var så ekstremt fede, at når man går på museer og ser portrætter, tænker man mest på den stakkels hvide hest, der skulle bære på lortet indtil maleren var færdig.

I dag skal vores kroppe ligne en veltrænet maskine – vores ur skal måle en fantastisk puls og sende hjertets bank live ud på Facebook. Selvom korsbåndet er flækket. 

Mit stofskifte har alle dage været utroligt.

Jeg har altid kunne drikke en spand bearnaisesovs og være mig selv efter få timer. Intet har sat sig på mig – og jeg var en tændstik i de første mange leveår. Var der slagsmål i skolen, væltede jeg bare ved lufttrykket fra en knytnæve.

Maven har meldt sig ud
Der er dog sket noget i de senere år. Det er som om min mave har meldt sig ud af mit stofskifte. De er blevet uvenner og maven nægter nu at følge med. Derfor gik jeg i Sportsmaster, hvor al motion begynder. Det kræver jo først og fremmest et cool outfit.

'ER DU MEDLEM?', spørger hende den pæne bag disken. Øh, hvad tror du selv? Sidst jeg var her, købte jeg et elastikbind, fordi jeg havde overanstrengt min lårmuskel, ved at sætte mig ind i en Citroën.

Det kan man sgu da se på min krop jeg næppe er. Og nu er det så et XXL løbesæt fra peak performance, dog med den viden, at min performance peakede i 70’erne. 

Overalt i butikken hænger skilte med 'svedig søndag' som giver 25%. Det lyder også tilpas ulækkert til, at man må give folk et væsentligt afslag, fremfor at vente til mandag, hvor sportsbutikkens ansatte har været i bad.

Står i køen med crossfit dyrkende unge, der er uklædeligt smukke og nogenlunde velproportionerede. To piger kender hinanden fra træningscenteret. De taler om en eller anden squad, der gør ondt.

'Du spreder ikke benene nok', forklarer den ene. Det er en sætning, man sjældent hører i en kassekø og som straks ville udløse en #metoo, hvis jeg havde rådgivet hende til en bedre squad. Hun køber en Adidas College Tank, som mest af alt ligner en blomstret kjole, men det navn ville aldrig sælge. 

'Vil du ha strømper med for en hund?', spørger ekspedienten og peger på nogle sokker, der kun går til under anklen. Så er det sgu da klart de er skide billige - der er jo ingen stof i dem. Jeg vil ha mine strømper hele. Og først i morgen, hvor der er 'nyvasket mandag'.

'Jeg gider bare ikke'
Sundhedsbølgen er med sikkerhed godt for kroppen. Det siger de kloge og alle ved, at de kloge altid har ret. Men det er også en kæmpe industri med produkter, som man først fatter efter længere tid i den lukkede loge - og nogle man aldrig vil fatte.

Nogle dyrker kroppen, som om det var et tempel, der skal forgudes.

Jeg dyrker den, fordi det er en container af småt brændbart der skal formindskes. Det er muligt jeg langsomt begynder at bevæge mig lidt mere, for at fylde mindre... men ingen reklamemand skal få mig til at skifte frikadellen ud med energibar, kaffen ud med energidrik eller spagetti ud med tang.

Når jeg har et Apple-ur er det for automatisk at sende en booking til bedemanden, når pulsen hører op. Der må være grænser for galskaben - men lige nu virker det som om, der slet ingen grænser er. Ikke engang fornuft.

164 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere