Jeppe Søe: Nej, regeringen skal ikke have lige mange dillere og duske

 

Jeppe Søe kan godt lide ligestilling, men det betyder ikke, at der skal være lige mange og lige meget. Privatfoto
Jeppe Søe kan godt lide ligestilling, men det betyder ikke, at der skal være lige mange og lige meget. Privatfoto

Der er for mange mænd i den nye regering, siger nogle. Især kvinder. Jeg synes, der er for mange socialdemokrater.

Ud over det går jeg primært op i, hvad folk har mellem ørerne og ikke, hvad de har mellem benene. Jo, når jeg skal dyrke sex, går jeg faktisk en helt del op i netop underlivet. Men så er jeg vel sexistisk og ser kun kvinden som et objekt - og det må jeg heller ikke.

Så kommer feministerne efter mig med en kraft, så selv veganerne tænker, at de skal skrue lidt ned for retorikken. 

Kun et virkelig plat fællesskab løser udfordringer med lommeregneren ved at skære alt i lige store dele! Der skal altid være lige mange. Lige meget. Ingen må have mere end mig. 

Det mener vi dog kun, til vi har mere end nok - så holder vi mund, fordi vi pludselig godt synes, at VI må have mere end DEM ... nu vi endelig har fået det. 

Tillykke med sejren, det var så det
Feministerne havde en pointe. Absolut. For hundrede år siden var kvinderne nærmest slavinder, der gik uden for døren og talte om bleer, når mændene talte politik og tændte cigaren. 'Vi' havde haft godt af modspil tidligere. Og tillykke med sejren, det var så det. 

Den eneste pointe, kvindekampen herhjemme har nu, er ligeløn - ud over det er kønskampe sjældent kønne. Det er endt i et samfund, hvor man kan vælge mellem 72 køn og selv tilføje flere. Kønsløst. Der røg naturen i kampen om at gøre alle unikke. 

Ligestilling har jeg intet imod. Faktisk vil jeg sige, at jeg ikke kan se en eneste grund til at gøre forskel. Bortset fra den ene, at vi er møg-forskellige! Og hvordan tackler man så det dilemma? At være ens i forskellighed?

Når jeg hører feminister kræve, at der skal være ens priser ved frisøren og i swingerklubben, bliver jeg træt. Jeg bliver også træt, når man vil blande sig i, om danske par skal deles ligeligt om barsel. Jeg tænker, at det må være noget, de selv kan finde ud af derhjemme i kærlighed. Og jeg synes, vi er i revyernes vanvid, når man har en 'forperson' som formand. Kønskamp må da ikke blive kønsløs - så er slaget da tabt?

Vi med diller
Men når jeg siger det højt, kommer der rå kommentarer i min indbakke fra kvinder, der mener, at jeg ikke kan se det store billede. Også i panelet til en debat om #metoo, som vi ikke rigtigt hører om mere, gik forreste række bananas på mig, fordi jeg påstod, at vi jo sådan set ER forskellige. Det siger jeg åbenbart kun, fordi jeg er mand i et mandsdomineret penisforherligende samfund, der ikke har forstået, at en pik kan erstattes med reagensglas med samme effekt. Så meget for ligestillingen - når alt det, som vi med diller siger, skal motivforskes ihjel. Gudskelov sad der en kvinde på tredje række og blinkede til mig. 

Jeg troede faktisk, kampen handlede om at fritstille os fra underliv og begynde en lige samtale. Men bliver det nogensinde lige? 

Næ, det tror jeg ikke en dyt på. 

Vi er jo forskellige, uanset hvis meget der bliver arbejdet på enshed. I det store billede skal jeg kunne græde, pusle med baby, lave grøn te og samtale med skolens ansatte om mine børns indbyrdes samspil i sandkassen. Jeg skal helst på samme tid kunne skifte pærer, vinterdæk og ble og samle IKEA-skabet, selvom det stadig er konen, der ved, hvor det skal stå. 

En rigtig mand og dukkeleg
På børneværelset skal jeg lege med sønnikes dukker, på toilettet skal jeg slå brættet ned, i garagen skal jeg kunne starte en motor, og i sengen skal jeg tage hårdt fat og være 'en rigtig mand'. 

På den anden side skal kvinden skamme sig, hvis hun er den, der støvsuger og vasker tøj. Hun skal give slip, give plads til sig selv og kunne glemme alt det derhjemme, mens hun er i færd med at køre karrieren på fuld blus. Hun skal sidde for bordenden, gå efter toppen, sidde i bestyrelsen. Hun må bare ikke sige det højt, for så er hun en dårlig mor. Hun skal være 100 % i karriere og 100 % derhjemme og bliver stresset, fordi det er 200 %. Der er ikke noget at sige til, at vi er forvirrede!

Måske er sandheden, at vi alle bare skulle turde være os selv? Det er vel netop det, vi forelsker os i ved hinanden.

Vi skal turde skabe en ramme, hvor vi alle kan få lov at være sig selv. Nogle mere end andre. Og det må også ligestilling udelukkende handle om. At give os den frie ramme, så vi kan leve, som vi er. Det betyder så, at nogle kvinder jagter karriere, mens andre er fuldtids-ammere. Nogle mænd ved alt om mælkeerstatning, mens andre kan skille en motor ad. Nogle kan det hele på samme tid - og regeringen har den sammensætning af dillere og duske, som formanden mener, der er hjerne til i gruppen.

Det skal vi rumme – uden at skabe os over andres valg eller råbe op om at ville forandre alle de andre. Vi deler jo også klode med dem, der ikke er som os.

124 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere