Jeppe Søe om pjækkende klima-unge: Bliv i skolen

Megafonen er Ekstra Bladets debat-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Jeppe Søe kan ikke helt se idéen i at pjække fra skole for at redde klimaet

Jeppe Søe giver ikke meget for at de unge skider på skolen for klimaet. Foto: Aleksander Klug
Jeppe Søe giver ikke meget for at de unge skider på skolen for klimaet. Foto: Aleksander Klug

Fravær og pjækkeri er noget vi forældre normalt skælder ud over.

'Du skal passe din skole', siger vi. 

De unge må grine deres røv i laser, da de forlod skolen fredag - for da stod forældre pludselig og klappede af dem hele vejen ud af klasselokalet. 'Hvor er vi stolte af, at I handler', sagde de voksne i kor. Så slipper vi jo også selv. 

Nogle af os klappede ikke. Og det skal vi nok have tæsk for. Vi er nemlig midaldrende hvide mænd, der slet ikke fatter hvor væsentligt de unges budskab er... det skriver vores klappende forældre-kolleger. 

Som midaldrende hvid mand forstår jeg nu godt deres budskab, bare ikke deres løsning. Det er sagt før, og jeg har hørt om hende svenskeren, der sejler rundt med et crew på flyvemaskinen. Hun skal klart have en Nobelpris foran dem, der faktisk dagligt knokler på at finde løsninger. Alt det har jeg hørt, set... og taget stilling til. 

Beklager. Men at pjække fra skole er ikke at handle. Hvordan verdens CO2-udledning falder af, at børn pjækker fra den undervisning, der kunne gøre dem klogere på verden, kan jeg ikke få øje på. Måske endda de kunne blive så kloge i skolen, at de fandt en løsning!?

 

Skoledagene skal bruges på... SKOLE
Der er masser af fritid - skoledagene er gudskelov blevet kortere og den kunne de vælge at bruge på at stå på pladser rundt omkring, efter skoletid og kæmpe for sagen.

Jeg håber de unge brugte fridagen i dag på at samle deres skrald op på World Cleanup Day og at forældre insisterede på, at de brugte fritiden på det, når de kunne bruge skoledagen i går. At de slukker for sociale medier der bruger enorme ressourcer, går hjem og stopper opvaskemaskinen, der kværner kemi på servicen og direkte i spildevandet - og fremover vasker alt op i hånden hver dag efter skole. Kæmper hver dag, som studenterne i Hong Kong. Det sker dog næppe, da fritiden er for stort et offer at bringe for sagen. 

Man må mene om både Thunberg og klimapjækkeriet, hvad man vil. Debatten om klima er sort hvid, derfor går den nok snart i stå. Ingen prøver at forstå hinanden - og hvis man er en smule kritisk overfor handlingen, er man 'en midaldrende hvid mand'. Hvad fanden har køn, alder og race med sagen at gøre?

Tænk en debat vi kunne have, hvis vi generelt stoppede med at nedgøre folk ved at sætte dem i bås! Tænk hvis vi kunne tale sammen med dem, der stod for noget andet end os selv!? Så snart nogle har en anden holdning end os, leder vi med lys og lygte efter grunden.

Det er jo åbenbart helt utænkeligt at nogle kan mene noget andet end dig, uden at have en eller anden diagnose. Enten er man syg, snotdum, udannet - eller man er rød, blå, nazist eller klimafornægter. Man kan få sin alder smidt i hovedet - som om folk med erfaring er ubrugelige.

Jeg vil ikke sættes sammen med de andre
Jeg gider ikke sættes i bås. Når jeg mener noget, er det ikke fordi jeg tilhører en speciel race, et specielt køn eller en bestemt alder. Det er fordi jeg bare mener det.

Jeg er vel egentlig midaldrende. Men jeg hører både rage against the machine og Eminem helt ekstremt højt. Jeg spiller både Fortnite, counter strike og Pokemon GO. Jeg ser stand-up med Chris, Hartmann, Heino, Matthesen, Carr og Jeselnick. Jeg vil hellere Kesi end Mozart når jeg kører bil.

Men hvis jeg drister mig til at påstå, at det ikke redder så meget som en enkelt hval at pjække fra to timers samfundsfag, står en række folk i kø for at kalde mig midaldrende.

Så har jeg pludselig hornbriller, kolonihavehus, højhalset sweater og ønsker mig tilbage til de gode gamle dage, hvor jeg ikke engang levede. Det er trættende som ind i helvede. 

Som i alle andre debatter ligger svaret jo ikke i det hvide eller det sorte - men med sikkerhed midt imellem de to. 

Det løser intet at pjække. 

Det løser intet at fornægte. 

Men det løser alt hvis vi mødes på midten - og sammen leder efter svar og starter en handling. Lad os da starte i dag... hvor vi har fri. 

282 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere