Jeppe Søe rasende: Far bad ti-årig trække maven ind

Megafonen er Ekstra Bladets debat-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Jeppe Søe er Megafonens sure, gamle mand. I dag raser han over en episode med en familie på stranden - og undrer sig over kunstig kærlighed på Instagram

Jeppe Søe er i disse dage i Athen, hvor han har fået en ny fetish. Foto: Privat
Jeppe Søe er i disse dage i Athen, hvor han har fået en ny fetish. Foto: Privat

En familiefar, der burde have brugt kondom, så han ikke fik det ansvar ni måneder efter sex, står på en strand i Charlottenlund. Han er ved at placere familien rigtigt til et foto. Moderen står og ligner en undskyldning, kigger genert på alle dem omkring, der følger dette sygelige optrin.

Faderen råber til familien. Datteren har fået besked på at ordne håret, mens drengen på godt 10 år får besked på at trække maven ind! Alle kneb gælder på Instagram, hvor vi vil vise os fra allerbedste side. Lykkelige og lige til at spise. Men ham drengen har åbenbart spist for meget til at være, som han er.

Fra Nationen! til Instagram
Hvis man bevæger sig fra Nationen! til Instagram får man et chok. Alle taler pænt til hinanden om absolut ingenting, alle fotos er så smukke og lækre, at selv redtube må opgive. Der er et filter på alle fotos, der kan få Uffe Elbæk til at ligne miss solskin. Og alt er løgn. En stor fed løgn. Blær fra hverdagen, der kun skal fortælle alle andre, at deres liv er lort.

Det er en pandemi. En virus, der har ramt hele kloden og langsomt truer med at udrydde alt normalt, til fordel for en totalt pletfri virkelighed. Om få år aner vi ikke hvordan hudorme eller overvægt ser ud.

Holder aldrig i hånd
Jeg er i Athen i disse dage og stod på Akropolis igår. Men jeg glemte helt at glo på de gamle ruiner. I stedet så jeg på par, der vadede hele vejen til toppen for at tage billeder af sig selv eller hinanden. Det er blevet en stor fornøjelse for mig. Nærmest en fetish. De holder aldrig i hånd, de taler ikke sammen - der er mindre kærlighed at spore end mellem Støjberg og Løhde hos de familier og par, der vandrer hele vejen op på bjerget - kun for at tage et billede og skride ned igen.

De vandrer målrettet hver for sig mod ruinen, leder efter det perfekte sted og stiller sig op - klar til foto. I det sekund kameraet står perfekt, holder de om hinanden, kysser og smiler. Sekundet efter slipper de ligeså hurtigt hinanden, som da man i børnehaven med bind for øjnene stak hånden ned i en spand, for at føle på en død rødspætte og gætte hvad det var.

Reklamefoto for lorteliv
De står derefter i nogle minutter og ser på skærmen for at tjekke, om fotoet er til at leve med. Er det ikke, smiler de lige to sekunder igen - og det hele gentager sig, til de har det perfekte reklamefoto for deres lorteliv.

Kvinderne laver trutmund, som ludere i Paris på gamle dages Moulin Rouge, der på den måde forsøger at få munden til at ligne den indbydende rose i deres kønsorgan. På de fleste ligner det mest en rynket anus.

På stranden i Charlottenlund er far endelig tilfreds med sin familie. Jeg lå og kiggede på den dreng, der skulle trække maven ind og nu var næsten blå i hovedet af manglende ilt. Han havde tydeligt havde svært ved smile. Det forstår jeg godt. Det er svært at leve op til de voksnes niveau for fotos på de sociale medier - og jeg tænkte i det sekund, at denne dreng måske en dag ville gå forrest i et nyt ungdomsoprør mod de voksnes filtre og løgne.

Faderen trykkede på udløseren og løb afsted for selv at nå at komme med på fotoet, inden telefonen havde talt ned. Lige inden han nåede familien, der stod som glasdukker, faldt han pladask, så sandet fløj. Og sådan blev billedet. En glasfamilie med sand i munden, en pige med uglet hår, en dreng der åndede ud og afslørede en normal mave - og en far der lå midt i det hele og ømmede sig, mens alle på stranden skreg af grin. Jeg vil vædde 100 kroner på, at billedet ikke kom på instagram.

Den sjældne ægte kærlighed
Tilbage i Athen står et ældre ægtepar. De har tydeligt brugt alle kræfter på at bestige Akropolis og står med hinanden i hånden og nyder udsigten. Rynkede hænder holder fast om hinanden og der deles kærlige knus, mens øjnene er indstillet på uendeligt. De tager ingen billeder. De ved jo de er der - og har tydeligt intet behov for at vise det til andre. De deler det bare med sig selv.

Indtil parret fra før opdager dem - og begynder at filme denne sjældne og eksotiske kærlighed, der ser ægte ud. Mange andre følger dem og parret står pludselig i fokus som på en rød løber foran Oscar-uddelingen. De ænser stadig intet andet end hinanden. Det burde vi andre også gøre.

Tænk, vi er endt der, hvor vi synes det er eksotisk og fotogent at vise kærlighed uden filter og uden at ville noget med den. De trak ikke engang maven ind.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere