Katja K: - Jeg røg på bistand

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Katja K fortæller om dengang, hun gik konkurs med sit lingerifirma

Privatfoto
Privatfoto

Er du glad for din hverdag, eller består dit liv kun af sure pligter?

Har du taget stilling til om du lever efter dine livsværdier?

Hvad gør dig glad? Tjener du penge for at leve, eller lever du for at tjene penge?

Allerede i folkeskolen blev jeg fortalt, at jeg ikke kunne klare mig her i livet, hvis jeg ikke kunne matematik. Min bankrådgiver fortalte mig, at jeg skulle spare op til pension - ellers ville det se sort ud. Meget sort.

Og det eneste, jeg ville, var at danse.

Mine forældre forsøgte at få mig til optagelsesprøve på Den Kgl. Balletskole, men jeg var for høj til at komme ind. Så jeg endte i stedet med 03 i matematik, og jeg har aldrig sparet op til pension. Som ung var jeg bevidst om, at jeg ville definere mig selv på mine egne præmisser.

Mange af os har lært i en tidlig alder, at vi ikke kan klare os her i tilværelsen, i forbrugersamfundet, uden en uddannelse, fast job, realkreditlån, tvungen fagforening, pensionsopsparing og et hav af forsikringer.

Kort sagt forsøge at sikre os i hoved og røv, så vi ikke risikerer at komme derud, hvor vi ikke kan bunde. Og vi er så gode til at sikre os, at det kan blive til en spændetrøje.

Langsomt og sikkert bliver vi tryghedsnarkomaner og opdager ikke, at vi sidder fast i en komfortzone, før det er for sent. I hvert fald for nogle.

I skolen lærer vi ikke at tage risici, at man godt kan være succesfuld som autodidakt. Vælge livets skole. At forfølge sine drømme og satse på det, man brænder allermest for. Jeg har kastet mig ud i meget her i livet og har satset og er gået 'all in'.

Og når man er risikovillig, er det jo ikke altid, man vinder.

Satsede alt, mistede alt
Efter fem år med eget lingerifirma kom finanskrisen, og jeg gik konkurs - ligesom mange andre i den periode.

Jeg havde satset alt, og nu oplevede jeg at miste alt. Mit firma, mit levebrød og mit hjem. Jeg skulle starte helt forfra. 'Det var en ommer.'

Jeg havde altid fungeret fint uden sikkerhedsnet, men nu var jeg på den. Og jeg var for stolt til at gå ned i Netto og få mig et job. Jeg havde ikke lyst til at sidde i kassen, så fordomsfulde danskere kunne stå der i køen, pege fingre og kigge hoverende på mig.

Så jeg røg på bistand et par måneder og følte mig utrolig skamfuld. Nede på bistandskontoret kunne de selvfølgelig genkende mig. Jeg var jo et kendt ansigt. Det var flovt, syntes jeg.

Men egentlig fjollet, jeg var jo bare en medborger ligesom alle jer andre, og jeg havde også betalt min skat.

De var meget forstående og forsikrede mig, at der bestemt også var mange andre kendte danskere, der frekventerede jobcentret. Specielt kendte kunstnere.

Finanskrisen skabte et paradigmeskifte, og i årene efter ændrede jeg langsomt mine livsværdier.

Jeg begyndte at studere og kom i dybden med mange ting. Gav slip på mit ego og genfandt efterhånden mit autentiske jeg.

I dag har jeg simpelthen færre behov, og det er ret så befriende. Jeg lever meget enkelt, tæt på naturen og med en mand, jeg elsker. Vi kører vores lille eventbusiness og er glade for hver dag, vi har sammen.

Og hvad kan man lære af det: ’Keep it simple, stupid’.

107 kommentarer
Vis kommentarer