Sasha Klæstrup: - Du er selv skyld i dine børns deller

Megafonen er Ekstra Bladets blogger-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. I dag blander Sasha Klæstrup sig i debatten om redigering af børns skolefotos

Sasha Klæstrup mener ikke, man bør ændre på børns udseende. Foto: Privat
Sasha Klæstrup mener ikke, man bør ændre på børns udseende. Foto: Privat

Lige nu kan man jo læse om, at forældre vil have redigeret deres børns skolefotos.

Jeg er måske ikke den, der skal snakke, men alligevel bliver jeg så sur over, at folk simpelthen synes, det er helt okay at redigere de her børns billeder.

Jeg kan forstå, hvis de har en bums eller noget i den stil, at det er okay, men at de skal fjerne børns deller eller gule tænder, hvad er det?

Du som forældre er selv skyld i, hvis dine børn har gule tænder eller deller.

Hvis du ikke synes, dine børn er perfekte, hvem skulle så?

Ændrer sig selv
Jeg ved godt, at jeg får ændret meget ved mig selv, og jeg går ind for, at man skal ændre sig selv, hvis man har lyst.

Men allerede at begynde at gøre det på små børn, så siger du jo til dem, at de ikke er perfekte i dine øjne, og tænk at skulle sidde med den følelse som barn.

Jeg elsker mine børn og synes, de er de smukkeste piger i hele verden og ville aldrig ændre noget som helst på dem.

Jeg synes, det er et helt forkert syn, man giver til sine børn, og så kan folk pege fingre og sige 'du ændrer dig selv hele tiden og får opereret det ene og det andet.'

Ja, og jeg er rigtig åben over for mine børn omkring mine operationer, og jeg har også sagt til dem, at hvis de en dag vil ændre noget, når de er voksne, skal de sige det til mig.

De vil altid være perfekte i mine øjne, men hvis de ikke er tilfredse, så er det okay. Jeg har heller aldrig været grim, og det er ikke derfor, jeg ændrer min krop, men fordi jeg ikke er tilfreds.

Nu skal jeg ned og have bbl med implantater, fordi jeg er en spinkel pige uden former, men det kan jeg heldigvis ændre.

Jeg redigerer ikke engang mine billeder selv. Det værste, jeg gør, er at bruge et filter en gang imellem, men det er også det.

For det første kan jeg ikke finde ud af at redigere billeder, og hvis jeg bliver ved med det, er det jo ikke mig på billedet, men en porcelæns dukke.

Hvordan ville du selv have det, hvis dine forældre havde ændret dit billede? Mine billeder er da også grimme fra dengang, men det er mig, og det er et minde. Jeg elsker dem da, og vigtigst af alt; mine børn elsker dem, og de kan se sig selv i de billeder.

Jeg ville være dybt ulykkelig, hvis min mor havde ændret dem, og jeg ville føle, at hun ikke elskede mig, som jeg så ud.

Hvis du selv synes, dine børn er lidt for tykke eller har gule tænder, er du som forælder den eneste, som er skyld i det, det skal ikke gå ud over dine børn, at du ikke føler, du har gjort det godt nok.

Det må da også gøre, at man tvivler på sig selv og vokser op med en selvtillid der er på 0%.

Det er ikke okay, du har taget et valg og fået de her perfekte børn, derfor er det også dit job at sørge for, at dit barn har den selvtillid, og det gør man sgu ikke ved at ændre, hvordan de ser ud på deres skolefoto.

Lad være med at dømme dine børn på den måde, og jeg mener virkelig, at i dømmer dem. De sidste, der nogensinde skal dømme børn, det er da deres forældre. De skal elske dem ligemeget hvad.

Jeg tror, at forældre tit ikke tænker sig om, og alle forældre laver fejl - ingen er perfekte, det er jeg sgu heller ikke, tværtimod - men jeg kunne aldrig finde på at lege med mine børns selvværd.

Jeg tror virkelig ikke, at de her forældre tænker over det, og det er jo en uskyldig redigering, men man bliver bare som forælder nødt til at tænke lidt længere.

Alle børn reagerer forskelligt på ting, jeg har en pige på 8, som er ekstremt følsom, og hvis jeg havde gjort det mod hende, ved jeg straks, hvad det ville få hende til at føle. Det ville nemlig være 'elsker du mig ikke, som jeg er?'

Jeg kunne aldrig selv finde på at gøre det, og I kender som forældre jeres børn bedst, men det er så forkert. Mere kan jeg ikke sige.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere