Veninderne tror, mit liv er slut

Megafonen er Ekstra Bladets debat-univers, hvor vi ikke er bange for at være højtråbende og komme tæt på alle emner. Louise Meyer, freelancejournalist og nybagt mor, fortæller i denne uge om at skifte by-ture ud med bleskift i en ung alder

Jeg var ovenud lykkelig. Alligevel var der medlidenhed og skepsis malet i blikket på flere af mine veninder, da de hørte, jeg skulle være mor. De havde travlt med at tale om ekstra graviditetskilo og byturene, der ville blive færre af, i stedet for at være glade på mine vegne. De havde travlt med skråsikkert at påpege, at nu ville jeg helt sikkert blive en anden, end den jeg var.

For tre år siden var jeg 24 år gammel, netop blevet praktikant på Euroman og boede sammen med en af mine veninder på Nørrebro. Jeg følte mig rimelig ung og sprød. Livet var fyre, fest og farver, og jeg havde nok også grinet på ‘den er go’ med dig’-måden, hvis der var nogen, der havde fortalt mig, at jeg lige om lidt ville blive bonusmor, ordne vasketøj i størrelse fem år og se Ramasjang inden aftensmaden. Og at der for øvrigt ville komme endnu et barn inden for et år.

Hvad så med byturene?

Men sådan blev det nu engang. Jeg blev bonusmor, da jeg var 24. Da jeg var 25, blev jeg gravid, og da jeg var 26 kom min søn. En forholdsvis ung alder, når man tænker på, at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er tæt på 31 år. Min familie og mine venner, der har rundet de 30, blev straks glade på mine vegne. Men så var der også de førnævnte skeptikere, der følte, at mine nye mor-labels gav dem fripas til at blande sig i, hvad det var bedst for mig, og hvordan jeg skulle leve mit liv. De blev nærmest bekymrede på mine vegne.

Skeptikerne var mine veninder på min egen alder, medlemmer af SoMe-generationen. De kunne ikke forstå, at jeg frivilligt var i gang med at opgive min ego-tilværelse og mine oceaner af ‘mig-tid’ til at realisere mig selv. Hvad nu med min karriere? Mit speciale? Mine ture i byen? Troede jeg ikke, jeg ville fortryde det? Jeg skulle jo tænke på, at det var lige præcis nu, jeg var ung, og at jeg kun blev ældre og grimmere og mere sat. Og at jeg i øvrigt sikkert aldrig nogensinde ville smide fødsels-flæsket igen.

På dem lød det, som om jeg måtte være blevet skingrende sindssyg. At mit liv ville gå i stå, og at jeg skulle til at vinke helt og aldeles farvel til mit gamle jeg. Tænk sig, at jeg helt selv valgte at skifte min singletilværelse med utallige fester, flygtige mandlige bekendtskaber og havregryn til aftensmad ud med forelskelse og familie.

Joggingtøj med gylp
De var forudindtagede om, at nu blev jeg kedelig. Sådan en, der begyndte kun at gå i joggingtøj (med gylp på), fordi det var praktisk, at se Disney Sjov hver eneste fredag aften uden undtagelse og kun snakke om bleer og nye ting, mit afkom har lært. At jeg fra nu af ville være umulig at proppe i et par højhælede sko, drikke en øl i byen sammen med og i det hele taget at føre en samtale med.

Men jeg elsker at være mor, og jeg orker ikke at blive reduceret til kun at være mor. For naturligvis er min identitet ikke udslettet med saltsyre, bare fordi jeg har fået en kæreste og to børn. Og det ville da være dejligt, hvis der ikke partout blev sat lighedstegn mellem det at blive forældre og total selvopofrelse. Det er jo ikke, fordi jeg natten efter fødslen blev hjernedød i en ruf som Jack Nicholson i Gøgereden, efter han har fået det hvide snit. Og hvem siger egentlig, at det er nemmere at få børn, når man er over 30 og er godt i gang med karrieren?

Unge mødre er sgu da bomben. Vi har ekstra overskud på kontoen til at jonglere med både børn, job, fest og forhold. Vi tager ikke sorgerne på forskud, så de rammer os to gange, og når vi har passeret de 30, kan vi smække benene op og nyde tilværelsen med selvkørende krapyler.

Bæ-historierne

Småbørnstilværelsen varer uanset hvad ikke for evigt. Det er klart, at antallet af byture drosler ned, når man bliver vækket hver tredje time, og at man sommetider kommer fortravlet ud af døren uden læbestift og mascara, når man har et lille barn. Men jeg har stadigvæk mit arbejde, skriver på specialet lidt på siden, nyder kolde øl ved enhver given lejlighed og holder egentlig bæ-historierne til mødregruppen og andre ligesindede med børn.

En skønne dag skal der nok komme en masse 'mig-tid' tilbage, men indtil da er der sgu da dejligt at have en lille 'mini-me' rendende, der smiler op over begge ører, hver gang han ser mig.

Det ville være dejligt, hvis skeptikerne begyndte med at spørge: 'Er du glad?' For det er jeg. Jeg har gjort præcis, hvad jeg havde lyst til. Og jeg har ikke følelsen af, at mit liv er gået i stå, fordi mit liv nu også består i at smøre madpakker, flette hår, læse godnathistorier, gå ture med barnevognen og give krammere til min lille buttede baby-søn. Og her er der en stor fed streg under ‘også’.

For jeg kan for eksempel stadigvæk rigtig godt lide rødvin, hiphop, håndbold, læbestift, højhælede sko, og Mandrilaftalen. Men jeg skal hilse og sige, at en fredag med dyner i sofaen, slik i skålen og de tre, man elsker allermest, ikke er værst. Slet ikke. Og altså, heldigvis slutter Disney Sjov jo klokken otte, og så kan man jo altid fylde lidt godt i glasset. Hvis man da er vågen.

54 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere