Nedlukning i virusramte Sydney deler byen og befolkningen i to

Sydneys fem millioner indbyggere har siden slutningen af juni været nedlukket på grund af et udbrud med Delta

Surfere flokkes stadig til strandene i det østlige Sydney under byens nedlukning. I den vestlige del står gaderne tomme, fortæller rådmand. Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix
Surfere flokkes stadig til strandene i det østlige Sydney under byens nedlukning. I den vestlige del står gaderne tomme, fortæller rådmand. Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix

Mens australiere flokkes til den berømte strand Bondi Beach for et pusterum fra nedlukningen af millionbyen Sydney, ser virkeligheden helt anderledes ud for den vestlige del af byen.

Her er spredningen af coronavirusset størst, butikkerne lukket og gaderne tomme, da nogle af Australiens mest multikulturelle kvarterer udsættes for en hårdere nedlukning end resten af byen.

Militæret er blevet indsat for at håndhæve restriktionerne i de i alt ni bydele, der står for tre ud af fire af de i alt 5000 aktive smittetilfælde.

- Lokalsamfundene har det virkelig svært i øjeblikket, og de føler, at der hersker en form for dobbeltmoral, siger Bilal El-Hayek, der er rådmand i den vestlige bydel Canterbury-Bankstown.

- Du ser billeder og videoer fra den østlige del af Sydney med masser af mennesker på strandene, mens gaderne er helt tomme her, siger han videre.

Sydney kæmper i øjeblikket med sit værste udbrud under pandemien, og tirsdag blev det højeste antal smittede i delstaten New South Wales, hvor Sydney ligger, registreret med 343 smittede.

Siden slutningen af juni har byens fem millioner mennesker været i nedlukning dog i forskellige grader fra bydel til bydel.

I de vestlige områder har omkring 1,8 millioner forbud mod at forlade bydelen og udføre arbejde ansigt til ansigt. Mundbind udendørs er obligatorisk.

I resten af byen må håndværkere stadig gå på arbejde, og borgerne må bevæge sig i en radius af ti kilometer fra hjemmet, og mundbind er ikke påkrævet.

Delta-varianten har udfordret den australske regerings strategi om at have så tæt på nul smittede som overhovedet muligt. På trods af en over seks uger lang hård nedlukning bliver antallet af daglige smittede ved med at stige.

Indtil videre er Australien kommet forholdsvist skånsomt igennem pandemien med 36.700 smittede og 942 coronarelaterede dødsfald. Der bor omkring 25 millioner i Australien.