New York-borgmester: Snestorm er blandt fem værste nogensinde

Voldsom snestorm hærger USA's østkyst. Især et bælte mellem Washington og New York er hårdt ramt

Snestormen har ramt et stort område i østkysten. Hør interviewet med en amerikaner, der er fanget i stormen. Video: AP

Har du billeder af snemængderne i USA, så tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det kan godt være, at DMI varsler 'voldsomt vejr' i løbet af lørdag aften og natten til søndag.

Men den tåge i Danmark, som DMI vurderer til at være så slem, at der ligefrem bør advares om den, er intet at regne imod den snestorm, som i disse timer hærger på USA's østkyst.

Ekstra Bladet modtager flere henvendelser fra danskere, som er fanget midt i snehelvedet, og de taler om, at myndighederne fraråder al unødig udkørsel, ligesom de lokale - som de plejer under voldsomme vejrbegivenheder - er begyndt at hamstre til dagligdagens fornødenheder i butikker.

- Allerede onsdag aften fik vi en lille smule sne. Et par centimeter gjorde, at skolen var lukket torsdag. For de fleste amerikanere blev torsdag aften og fredag formiddag brugt på at forberede sig på stormen. Der er blevet købt ind, så vi kan overleve i huset i MINDST en uge, siger 19-årige Kaya Jensen, som arbejder som aupair i en forstad til Washington.

Indkøbene består blandt andet af 10 lommelygter samt gasflasker og benzin til en generator, der kan skabe strøm i huset, hvis strømforsyningen ellers kommer til at svigte.

Gaderne i New York er meget usædvanligt mennesketomme. (Foto: Bo Christiansen)
Gaderne i New York er meget usædvanligt mennesketomme. (Foto: Bo Christiansen)

Al unødig kørsel frarådes
Og ifølge Kaya Jensen er der siden faldet op mod en halv meter sne. Usædvanligt på de kanter.

Også i New York melder danskere om store snemængder.

- Al unødig udkørsel frarådes her, siger Bo Christiansen.

Johnny Hansen havde egentlig planlagt en tur på museum i Washington. Men på grund af sneen har han valgt at blive indendørs.

- Jeg sidder nu på Nellies Sports Bar på U Street efter at have kæmpet mig herop, siger han.

Skyskrabere dækket af sne. (Foto: Bo Christiansen)
Skyskrabere dækket af sne. (Foto: Bo Christiansen)

Ifølge Johnny Hansen har mange butikker i Washington valgt at lukke på grund af vejret.

- Kan fortælle, at byen stille og roligt lukkede ned fra middag af, flere butikker - bl. a. Starbucks og tøjbutikker, centre med videre - lukkede fra klokken mellem 12 og 15 med beskeder i vinduer om, at de enten åbner igen mandag, eller når vejret tillader det, skriver Johnny Hansen til Ekstra Bladet.


En privat-video fra Henriette Haustrup i New York, viser hvor slemt stormen er.

Borgmester advarer
Myndighederne er ude og advare på forskellig vis. Blandt de mange, der har blandet sig i debatten er New Yorks borgmester Bill de Blasio. Klokken 10 lørdag formiddag - lokal tid - er der faldet 30 centimeter sne i Central Park, oplyser borgmesteren. Og National Weather Service - amerikanernes svar på DMI - forventer, at der vil nå at falde op mod 70 centimeter, inden snestormen er ovre.

- Snestormen bliver næsten helt sikkert blandt New Yorks 'top fem snestorme' nogensinde, når det gælder mængden af sne, siger Bill de Blasio til CNN.

Og sneen lægger sig hurtigt. Snedækket bliver mellem 2,5 og 8 centimeter tykkere hver time.

- Det er slemt, og det bliver værre hurtigt, siger de Blasio.

Bo Christiansen er i øjeblikket i New York og oplever snestormen på nærmeste hånd. (Foto: Bo Christiansen)
Bo Christiansen er i øjeblikket i New York og oplever snestormen på nærmeste hånd. (Foto: Bo Christiansen)
 

Op mod 85 millioner mennesker opholder sig midt i snestormens bane. Hidtil er det lykkedes myndighederne at undgå alvorlige problemer. Men stormen er langt fra overstået endnu.

- Vi har endnu ikke lagt det værste bag os. Jeg vil ikke en gang sige, at vi er halvvejs, siger Robert Maloney til CNN. Han er administrerende direktør for alarmcentralen i Baltimore.

Familie er strandet
Mens mange er blevet indenfor centralt i det ramte område og mod nordøst, så har større hovedveje i Kentucky, West Virginia og Pennsylvania siden fredag eftermiddag lokal tid været forvandlet til parkeringspladser. Folk er strandet i deres biler, hvor de har siddet siden og har forsøgt at holde varmen i mange timer.

Dani Garner og hendes tre børn, hendes mand og hendes svigermor er blandt mange, der sidder fast på Interstate 75 i mere end 19 timer.

- Vi har ingen mad og ingen vand, siger hun til CNN tidligt lørdag. Til gengæld er der masser af benzin på tanken, som gør, at bilens varmeanlæg fungerer uden problemer.

- Jeg må være ærlig og sige, at hvis vi havde mistet varmen, så ville jeg sandsynligvis være indhyllet i en kæmpe isterning lige nu, fortsætter Dani Garner over for CNN.

Der bliver brug for isskrabere, når bilejere skal ud at køre. (Foto: Henriette Sandbye)
Der bliver brug for isskrabere, når bilejere skal ud at køre. (Foto: Henriette Sandbye)

Risikerer anholdelse
New York Police Department, NYPD, har klokken 19 - dansk tid - meldt ud på twitter, at folk risikerer at blive anholdt, hvis de trodser myndighedernes advarsel og begiver sig ud i trafikken på gader og stræder i New York.

Alle subways er lukket klokken 16 lokal tid, skriver Charlotte Pedersen fra Skive til Ekstra Bladet.

Hun ærgrer sig gevaldigt, fordi hun skulle have set et Bruce Willis show med sin bror Daniel Henriksen, der bor på Manhattan. Men showet er aflyst.

- Hele byen er lukket ned. De fleste butikker er lukket. Der er ingen biler på vejene efter klokken 14.30. De fleste restauranter er lukket. Det fungerer sådan, at når subway lukker, så lukker det meste andet også. Inklusiv Broadway, hvor vi skulle have set Bruce Willis i Stephen Kings Misery, skriver Charlotte Pedersen til Ekstra Bladet via messenger.

- Vi har ingen mobildækning her, skriver hun videre.

På sin mobiltelefon har Charlotte Pedersen til gengæld fået en generel advarsel fra myndighederne i New York.

- Alle ikke-udrykningskøretøjer skal være væk fra vejen i New York klokken 14.30 indtil videre, lyder advarslen.

Ekstra Bladet (og læserne i USA) følger snestormen...

1 af 4 Danskeres fotos fra New York. (Foto: Henriette Haugstrup)
2 af 4 Danskeres fotos fra New York. (Foto: Henriette Haugstrup)
3 af 4 Også Rikke Gerner hygger sig med familien i sneen i New York. Her fra Quens og 27th Street. (Privatfoto)
4 af 4 Der er faldet 30 centimeter sne i Central Park i New York. Billister er strandet på hovedveje. USA's østkyst er hårdt ramt. (Foto: AP)
92 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere