Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, erkender, at det for mange kan se underligt ud, at en delegation fra Taleban er i Norge til forhandlinger med FN, EU og vestlige lande.
- Jeg forstår, at mange reagerer ved synet af Taleban i Norge. Det er en bevægelse, som har stået for terrorhandlinger. Det er en bevægelse, som har overtaget (magten, red.) i Afghanistan. De har værdier, som ligger langt fra vores, siger Støre.
Han understreger, at Norge har tilrettelagt det sådan, at repræsentanterne for Taleban først møder civile afghanere, før de møder EU, FN, USA og norske diplomater.
Den norske regeringsleder befinder sig frem til onsdag i New York City, hvor han skal deltage i møder i FN's Sikkerhedsråd samt mandag mødes med FN's generalsekretær, António Guterres.
Møderne hjemme i Oslo markerer, at Taleban mødes med vestlige regeringer for første gang, siden gruppen indtog hovedstaden Kabul 15. august sidste år.
Delegationen er ledet af den afghanske udenrigsminister, Amir Khan Muttaqi.
I Norge har det udløst reaktioner, at den 27-årige Mohammed Anas Zadran, der også er kendt som Anas Haqqani, er en del af Talebans delegation på 15 personer.
Jonas Gahr Støre siger til Dagbladet, at han først så navnene på de enkelte medlemmer af delegationen i medierne, efter at de var ankommet til Norge lørdag.
- Vi var klar over, at Taleban havde sammensat sin egen delegation. Det er folk, som har været eftersøgt og står på lister (terrorlister, red.) Nu er det blevet arrangeret sådan, at de kan rejse til den slags møder, siger statsministeren.
Anas Haqqani, der er rådgiver i indenrigsministeriet i Afghanistan, er lillebror til indenrigsminister Sirajuddin Haqqani
Ifølge det norske statsmedie NRK er Anas Haqqani på USA's sorte liste for at have forbindelse til terroraktiviteter.
Sirajuddin Haqqani er indenrigsminister i Afghanistan og var tidligere leder af Haqqani-netværket.
Han er af det amerikanske forbundspoliti, FBI, eftersøgt for et angreb i 2008 mod et hotel i Kabul, hvor en norsk journalist blev dræbt, og en norsk diplomat var tæt på at miste livet.
Jonas Gahr Støre var på det tidspunkt udenrigsminister og befandt sig på hotellet i Afghanistans hovedstad under angrebet.
- Det har gjort indtryk, som jeg altid vil have med mig, siger han.