Norsk politi leder efter flere mistænkte blandt passagerne

Norsk politi tilbageholdt 142 passagerer fra Ryanair-fly, hvor der på et toilet blev fundet en bombetrussel

Et Ryanair på vej fra Stansted ved London og Oslo måtte fredag sikkerhedslande efter at have modtaget en bombetrussel. Foto: Berit Roald/Ritzau Scanpix
Et Ryanair på vej fra Stansted ved London og Oslo måtte fredag sikkerhedslande efter at have modtaget en bombetrussel. Foto: Berit Roald/Ritzau Scanpix

Norsk politi leder stadig efter en gerningsmand blandt passagererne, efter at et Ryanair-fly fra London til Oslo fredag måtte sikkerhedslande på grund af en bombetrussel.

Norsk politi anholdt i første omgang en 51-årig brite og sigtede ham for at stå bag truslen. Sent fredag aften oplyser politiet i Oslo, at den mistænkte er løsladt.

- Politiet er nu færdige med de kriminaltekniske undersøgelser, og sigtede er afhørt. Der er efter dette ikke grundlag for at fastholde anholdelsen af den pågrebne mand, udtaler politiadvokat Nicolas Amilien Simon i en meddelelse kort før midnat.

Årsagen til mistanken var oplysninger, som politiet fik fra flyets besætning og passagerer.

- Det, disse vidner har sagt, har ført til, at vi er af den opfattelse, at det kan være en mulig mistænkt. Men vi leder efter andre mistænkte blandt de 142 passagerer, sagde politiadvokaten tidligere fredag.

Han tilføjede, at politiet ikke var sikker på, at de havde fat i gerningsmanden.

Samtlige passagerer, der var om bord på flyet, blev tilbageholdt. Efter at have afgivet forklaring til politiet har de fået lov til at forlade lufthavnen i Oslo.

Politiets bombeenhed gennemsøgte fredag aften flyet uden at finde sprængstoffer på flyet.

Truslen mod flyet var skrevet på en seddel, der blev fundet på flyets toilet.

Yderligere tekniske undersøgelser skal nu hjælpe med at bringe politiet tættere på gerningsmanden.

- Kriminaltekniske undersøgelser vil være rettet mod, hvem der har skrevet sedlen, siger Nicolas Amilien Simon.

Ryanair modtog bombetruslen, mens det var i luften fredag ved middagstid. Det landede efterfølgende i Oslos lufthavn, Gardermoen, hvor politiet var mødt talstærkt frem.

Kort efter at flyet landede, blev det meldt ud, at passagererne var evakueret.

Bombetruslen mod Ryanair er den anden i denne uge. Ifølge BBC blev et fly på vej fra Krakow i Polen til Dublin i Irland nødt til at lande, efter at der blev fundet et stykke papir på flyets toilet.

På papiret stod der, at der var sprængstoffer om bord på flyet. Det blev der dog ikke fundet ved den efterfølgende efterforskning. To mænd blev anholdt for at have fremsat truslerne, skriver det norske medie VG.

43 kommentarer
Vis kommentarer