Ny anklage mod Cuomo om sexchikane er meldt til politiet

I den seneste tid er flere kvinder stået frem med anklager mod New Yorks guvernør om krænkende adfærd

Presset på New Yorks demokratiske guvernør, Andrew Cuomo, vokser, efter at flere kvinder har beskyldt ham for krænkende adfærd. (Arkivfoto) Foto: Seth Wenig/Ritzau Scanpix
Presset på New Yorks demokratiske guvernør, Andrew Cuomo, vokser, efter at flere kvinder har beskyldt ham for krænkende adfærd. (Arkivfoto) Foto: Seth Wenig/Ritzau Scanpix

New York-guvernør Andrew Cuomos greb om magten synes yderligere svækket, efter at et flertal af delstatens lovgivere torsdag har opfordret ham til at træde tilbage.

Det sker, efter at endnu en kvinde har beskyldt ham for upassende, seksuel opførsel. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Avisen Times Union bragte onsdag en historie om en uidentificeret Cuomo-medarbejder, som hævder, at Andrew Cuomo rakte ind under hendes bluse og befamlede hende i guvernørboligen i slutningen af sidste år.

Imens siger Cuomo, at han aldrig har rørt ved nogen på en upassende måde.

En af Andrew Cuomos rådgivere, Beth Garvey, oplyser ifølge AP torsdag, at hun har anmeldt episoden til politiet, efter at den involverede kvinde afviste at gøre det selv.

Politianmeldelsen er ifølge Beth Garvey sket i tråd med delstatens lovgivning.

- I dette tilfælde er personen repræsenteret af en advokat, og efter at advokaten bekræftede, at klienten ikke ønskede at indgive en anmeldelse, så underrettede staten politiet, siger Garvey ifølge AP.

Hun tilføjer, at staten er forpligtet til at gøre dette.

Politianmeldelsen kommer, samtidig med at et voksende antal lovgivere i New York har opfordret Andrew Cuomo til at gå af.

Mindst 121 medlemmer af delstatens to lovgivende kamre har offentligt givet udtryk for, at de mener, at Cuomo ikke længere kan lede staten og bør forlade embedet omgående.

Ifølge en optælling fra AP drejer det sig om 65 demokrater og 56 republikanere. Cuomo selv er demokrat.

Blandt andre mener New York Citys demokratiske borgmester, Bill de Blasio, at Cuomo bør træde tilbage.

Flere kvinder har den seneste tid beskyldt den tidligere meget populære guvernør for krænkende, seksuel opførsel.

Cuomo har bedt om, at beskyldningerne bliver undersøgt og beklaget handlinger, som han mener kan være blevet fejlfortolket.