Ny coronavaccine ser lovende ud inden afgørende testfase

Mellem 95 og 100 procent udviklede antistoffer efter andet stik med Sanofi/GSK-vaccine, viser fase 2-studie

WHO’s epidemiolog Maria van Kerkhove siger, at virussen vil blive ved med at mutere, og at vacciner er det bedste våben i kampen.

En coronavaccine fra franske Sanofi og britiske GlaxoSmithKline (GSK) har vist positive resultater i anden testfase.

Det oplyser Sanofi i en pressemeddelelse.

Studiet viser blandt andet, at mellem 95 og 100 procent af forsøgspersonerne havde udviklet antistoffer efter andet vaccinestik. Det gælder i alle aldersgrupper, som strækker sig fra 18 år til 95 år.

- Data fra fase 2-studiet bekræfter vaccinens potentiale i forhold til at spille en rolle i at bekæmpe denne igangværende, globale sundhedskrise.

- Vi ved, at der er brug for adskillige vacciner. Der kommer fortsat nye varianter, og der er brug for effektive vacciner, der kan styrke beskyttelsen, og som kan opbevares ved normal frysetemperatur, siger Thomas Triomphe, der er Sanofis vicepræsident og globale leder.

Et globalt fase 3-studie vil blive indledt i de kommende uger. Det forventes, at vaccinen endeligt kan blive godkendt i årets fjerde kvartal.

Sanofi/GSK-vaccinen er en proteinbaseret vaccine.

Sanofi arbejder sideløbende også sammen med Translate Bio om en mRNA-vaccine. Det er samme type som vaccinerne fra Moderna og Pfizer/BioNTech.

Sanofi har for nylig desuden annonceret, at selskabet fra september vil hjælpe med at producere 200 millioner Moderna-vacciner til USA.

Tidligere har Sanofi meddelt, at man vil hjælpe med at producere 125 millioner Pfizer/BioNTech-vacciner til EU.