Ny lov i Tyrkiet: Vil løslade titusindvis af fanger

Det er endnu uklart, om tyrkere med påstået forbindelse til Gülen-netværket også vil kunne løslades

Tyrkiets parlament har vedtaget en lov, der åbner mulighed for, at titusindvis af fanger kan løslades fra landets overfyldte fængsler.

Loven er et tiltag, der skal beskytte fangerne mod coronavirus. Men den har fået kritik for at ekskludere de indsatte, der er fængslet på terroranklager.

Mange tusinder er i de seneste år blevet fængslet i Tyrkiet på anklager om, at de tilhører den såkaldte Gülen-bevægelse, som præsident Recep Tayyip Erdogan anklager for at stå bag et mislykket kupforsøg i juli 2016.

Det er uklart, om de er omfattet af den nye lov.

Loven har opbakning fra præsident Erdogans parti, AKP, og dets allierede i det nationalistiske parti MHP.

Forslaget blev vedtaget med 279 stemmer for og 51 stemmer imod, siger parlamentets næstformand, Sureyya Sadi Bilgic.

I weekenden havde den tyrkiske regering indført 48 timers udgangsforbud i 31 byer over hele Tyrkiet, herunder hovedstaden Ankara og millionbyen Istanbul, i et forsøg på at bremse virusset.

Det vil formentlig blive gentaget i den kommende weekend, sagde Erdogan tidligere mandag.

13 kommentarer
Vis kommentarer