En hurtig søgning på Facebook afslører, at der er godt gang i de mange grupper, hvor private låner af private. Tusindvis af mennesker er medlemmer, og aktiviteten er stor - men det kan ende grueligt galt.
Forbrugerøkonom hos Nordea Ida Marie Moesby frygter, at den nye lov, der har strammet gevaldigt op på reglerne for kviklån, har den kedelige bagside, at desperate danskere, der nu bliver afvist hos banken og etablerede låneselskaber, i stedet søger endnu værre løsninger end de ublu kviklånsselskaber, der tidligere kunne fange folk med akutte eller store økonomiske problemer.
- Det kan være svært at overskue, hvad et lån egentlig koster - hvad er ÅOP? Hvad betyder løbetid? Og hvornår er mit lån betalt helt af? Og netop derfor er der blevet lavet skrappere regler for at sikre, at danskere ikke ryger i gældsfælder, som de har svært ved at komme ud af, forklarer hun.
Intet opsyn
Ida Marie Moesby forventer, at flere vil få afslag på lån som følge af de nye regler - især de øgede krav til kreditværdighedsvurdering. Og hun frygter, at antallet af danskere, der ender i massive problemer, fordi de har lånt penge af private og uden opsyn af nogen art, derfor vil eksplodere.
- De nye regler er lavet for at beskytte forbrugeren. Men det kan frygtes, at de, som virkelig står og mangler penge her og nu og enten er afvist i at låne eller ikke kan vente på, at lånet bliver godkendt, rykker over på sociale medier for at låne penge. Og det er et meget giftigt sted at ende, advarer hun.
Ulovligt høje renter
- På Facebook eksisterer lukkede grupper, hvor man kan låne penge af privatpersoner. Det er et helt ureguleret marked, hvor jungleloven styrer. Derfor bør man aldrig optage lån i disse grupper. Man kan nemlig hurtigt ende med at betale mange hundrede procent i rente, hvilket ikke er tilladt for finansielle virksomheder (der må man maks. tage 35 pct. i ÅOP), forklarer Ida Marie Moesby.
- Desuden kender vi eksempler på meget ufine opkrævningsmetoder, hvis folk ikke har kunnet betale tilbage til tiden. Det minder mest af alt om rockerrelateret kriminalitet, hvor folk bliver truet og opsøgt, siger hun.
Ida Marie Moesby kender til eksempler på, at der lånes med alt for høj tilbagebetaling.
- I visse tilfælde har folk tilbudt at låne 2000 kr. og betale 3000 kr. tilbage inden for blot 23 dage. Det er ekstremt dyrt at betale så høj en rente, og det er ikke tilladt hos nogen finansielle selskaber, siger hun.
Ingen kontrol
I regeringens aftale fra december 2019 om de nye regler for lån står der, at Finanstilsynet er udpeget til ved hjælp af stikprøver at kontrollere markedet, hvor private låner af private. Men hos Finanstilsynet er man stadig først ved at afdække hele det grå område.
Ekstra Bladet har spurgt, hvordan man kontrollerer, at private låneudbydere ikke udnytter den desperate situation, som private kan ende i, når de med de nye regler ikke kan få et lån hos de etablerede selskaber.
I en mail til Ekstra Bladet lyder det ukonkrete svar: 'Undersøgelsen af private lånegrupper på sociale medier skal indgå i den evaluering af området, som blev aftalt i forbindelse med den seneste stramning af reglerne på området bl.a. indførelse af reglerne om maks. ÅOP og omkostningsloftet. Vi forventer, at evalueringen vil komme i løbet af efteråret.'