Da MeToo-bølgen skyllede ind over Danmark sidste år, væltede det frem med historier om krænkelser og en rådden kultur i partiet. Tidligere formand Morten Østergaard måtte trække sig på baggrund af en sag med partifællen Lotte Rod. Men det er ikke kun i moderpartiet, der er problemer.
Der er også massive problemer i ungdomspartiet Radikal Ungdom, og ofte er udøveren af chikanen et medlem fra Radikale Venstre. Det viser en rapport, som Kvinfo har udarbejdet for Radikal Ungdom. Ekstra Bladet er i besiddelse af rapporten.
De respondenter, der har været udsat for seksuel chikane eller overgreb, angiver et medlem af Radikale Venstre som udøveren i 16 procent af tilfældene. Det er det næsthyppigste tilhørsforhold for udøveren af den seksuelle chikane kun overgået af medlemmer fra Radikal Ungdom.
Tillidsvalgte står bag flere hændelser
I alt har 45 kvinder og 18 mænd været udsat for seksuel chikane. 15 respondenter er blevet tvunget eller forsøgt tvunget til seksuelle handlinger.
De tal er landsformand for Radikal Ungdom Jacob Robsøe overrasket over, men han fastholder, at anmeldte sager er håndteret korrekt.
- Jeg synes, vi har håndteret de sager, der har været, som man skal. Men vi har ikke været gode nok til det forebyggende arbejde. Det er det, vi skal bruge den her rapport til.
- Kan man sende sit barn til et arrangement i Radikal Ungdom med ro i maven?
- Ja, det kan man. Langt størstedelen af vores medlemmer siger, at Radikal Ungdom er en tryg organisation.
- Af de respondenter, der er blevet tvunget til seksuelle handlinger, angiver de en tillidsperson (højtstående medlem, red.) som gerningsmand syv gange. Det lyder ikke som noget, jeg ville sende mit barn til. Hvordan skal I håndtere det?
- Det skal vi håndtere ved at blive bedre og have en åben dialog. Vi har de seneste år fået ædruvagter til vores fester og udnævnt trustmembers, som er udvalgte medlemmer, man kan gå til, hvis man har oplevet krænkelser. Og så vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man fortæller det, hvis man oplever noget ubehageligt, så vi kan tage hånd om det.
Jacob Robsøe oplyser, at man ikke har ekskluderet nogen medlemmer på baggrund af en krænkelsessag, men man har bedt medlemmer om at blive væk eller bedt et medlem om at stoppe med at drikke alkohol til fester.
Kulturen trækker tråde til Radikale Venstre
Moderpartiet Radikale Venstre er nævnt flere gange i den 42 siders lange rapport.
I rapporten nævner Kvinfo blandt andet, at 'Omfanget af især forskelsbehandling og seksuel chikane i såvel Radikale Venstre som Radikal Ungdom (...) vidner om en kultur, der reproduceres partiet og ungdomsforening imellem.'
Rapporten nævner også at 'særligt Radikale Venstre bør som moderparti tage ansvar for omgangsformen mellem medlemmer og ansatte af partiet og dets ungdomsforening'.
Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Radikale Venstre, hvordan de vil undgå krænkelser fra deres medlemmer mod medlemmer af ungdomspartiet i fremtiden. Vi ville også gerne have spurgt, om de vil bistå Radikal Ungdom med hjælp til at løse problemet med krænkelser i ungdomspartiet.
På grund af ferie har det ikke været muligt at få et interview med et medlem af Radikale Venstre, men landsformand Svend Thorhauge har givet et skriftligt svar, som du kan læse her i fuld længde.