Over 100.000 mennesker er blevet smittet med coronavirus

Globalt er over 100.000 mennesker bekræftet smittet med coronavirus, siden det brød ud sidst i december

En arbejder i beskyttelsesdragt er her fredag ved at desinficere et område i den kinesiske by Wuhan, der er epcienter for udbruddet af coronavirus. Foto: Stringer/Reuters
En arbejder i beskyttelsesdragt er her fredag ved at desinficere et område i den kinesiske by Wuhan, der er epcienter for udbruddet af coronavirus. Foto: Stringer/Reuters

Over 100.000 mennesker er på verdensplan fredag eftermiddag blevet bekræftet smittet med coronavirus.

Det viser den seneste opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University, der følger det omfattende udbrud tæt.

Helt præcis fremgår det af universitetets opgørelse, at 100.276 nu er blevet registreret smittet med virusset. 3404 personer er døde som følge af smitte.

Godt 55.000 personer er hidtil kommet sig efter at være blevet smittet.

Udbruddet har sit epicenter i millionbyen Wuhan i det centrale Kina. Det brød ud i slutningen af december sidste år.

Det er også i Kina, at klart flest personer er blevet bekræftet smittet. Over 80.000 tilfælde er her bekræftet, mens knap 3000 personer har mistet livet i Kina som følge af coronasmitte.

De mest hyppige symptomer ved coronasmitte er feber, træthed og tør hoste. Det oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det hårdest ramte land i Europa er Italien - og i særlig grad Norditalien.

På tværs af Italien er knap 4000 personer blevet bekræftet smittet med virusset. 148 personer har mistet livet som følge af smitte.

I Danmark er 21 blevet registreret smittet med coronavirus, mens to er registreret smittet på Færøerne.

Ingen har mistet livet som følge af smitte i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen har fredag holdt pressemøde om regeringens seneste tiltag for at forebygge coronasmitte.

Her opfordrede statsministeren blandt andet til, at alle arrangementer med over 1000 deltagere bliver aflyst.

- Når vi tager disse skridt, så er det, fordi vi vil afværge potentielle tab af menneskeliv. Mange vil sidde og have bestilt en rejse eller billet til en koncert, som de har set frem til.

- Jeg håber, at alle vil hæve sig op og se på det fra samfundets perspektiv. Jeg appellerer til sammenhold og tålmodighed, siger Mette Frederiksen.

Dansk Melodi Grand Prix er blandt de arrangementer, der bliver ramt. Musikshowet afholdes på grund af opfordringen uden tilskuere lørdag.

319 kommentarer
Vis kommentarer