En politistyrke i Brasilien oplyser, at den har dræbt 25 formodede bankrøvere.
De mistænkte havde planlagt et bankkup i byen Varginha i det sydøstlige Brasilien, siger en talsmand for militærpolitiet i delstaten Minas Gerais.
Der blev under aktionen beslaglagt våben og sprængstoffer og skudsikre veste.
Det formodes at være den største aktion i Brasiliens historie mod en bande, der er specialiseret i bankrøverier.
Over de senere år er bankrøverier begået af stærkt bevæbnede bander steget i små og mellemstore byer i landet.
For to måneder siden blev der i samme område af Brasilien begået bankrøverier. Under flugten fra politiet blev der detoneret sprængstoffer og taget gidsler. De blev bundet til flugtbilerne som levende skjolde.
Ifølge AFP blev to landejendomme angrebet af politiet ved søndagens aktion.
Det var her, at 'medlemmer af en kriminel organisation, der er specialiseret i at røve banker og pengeautomater, gjorde sig klar til at angribe flere lokale banker.'
Det oplyser en kilde i politiet til nyhedsbureauet AFP.