Politiet i Rio de Janeiro får voldsom kritik efter blodbad

Brasilianere demonstrerer mod politiet efter en aktion med mange døde. Imens opfordrer FN til en undersøgelse

Brasilianere er fredag på gaden i Rio de Janeiro for at demonstrere mod politiet efter torsdagens aktion i slumkvarteret Jacarezinho, der efterlod i alt 28 mennesker døde.

I Brasilien er der store protester mod politiet, efter at en razzia i en af Rio de Janeiros favelaer torsdag efterlod 28 mennesker døde - nogle angiveligt dræbt med koldt blod.

Samtidig opfordrer FN til en tilbundsgående undersøgelse af hændelsen.

- Stop med at dræbe os, lyder det i kor fra hundredvis af mennesker fra det fattige Jacarezinho-kvarter.

De demonstrerer fredag aften lokal tid foran politiets hovedkvarter og beskylder betjentene for at have udført en 'massakre'.

- Det her er en af de mest barbariske handlinger i Rio-politiets historie, siger den studerende Roger Denis.

Demonstrationen i Jacarezinho er en blandt flere demonstrationer i Rio de Janeiro fredag mod torsdagens politiaktion, som rettighedsgrupper siger er den mest dødbringende af slagsen i den brasilianske millionby.

Det er til trods for, at Rio de Janeiro er vant til vold og drab begået af politiet - særligt i de fattige slumkvarterer, også kendt som favelaer, hvor der hovedsageligt bor sorte.

Politiet har oplyst, at aktionen var rettet mod en narkobande, som rekrutterede børn og teenagere.

Torsdag morgen blev det nordlige Jacarezinho-kvarter forvandlet til en krigszone, hvor blodpøle og lig lå spredt rundt i gaderne.

Det oprindelige dødstal på 25, herunder en politibetjent, som var blevet skudt i hovedet, samt 24 'kriminelle', blev fredag opjusteret til 28.

Politiet står over for et stigende pres for at bevise, at de dræbte rent faktisk var 'kriminelle', ligesom at ordensmagten skal svare på, hvorfor de mistænkte blev dræbt og ikke anholdt.

Talsmand for FN's menneskerettighedskontor Rupert Colville sagde til journalister i Genève tidligere fredag, at FN er 'dybt foruroliget' over drabene.

Han har således opfordret anklagere til at indlede en 'uafhængig, grundig og upartisk efterforskning'.

- Vi vil gerne minde de brasilianske myndigheder om, at brug af magt kun skal anvendes, når det er strengt nødvendigt, sagde han.

Den brasilianske højesteretsdommer Edson Fachin har givet både den føderale statsanklager og statsanklageren i Rio de Janeiro ordre om at undersøge to videoer, der cirkulerer på sociale medier.

Videoerne viser, at politiet tilsyneladende dræber vilkårligt.

- Disse begivenheder ser ekstremt alvorlige ud. I en af videoerne er der beviser for handlinger, der i teorien kunne være en tilfældig henrettelse, udtaler højesteretsdommeren.

Politiet afviser, at det har gjort noget galt og siger, at betjentene fulgte alle protokoller og kun skød for at forsvare sig.