20 mænd og kvinder indleder kamp om at redde USA fra Trump

Over to aftener skal 20 demokratiske kandidater tv-dyste om at blive deres partis præsidentkandidat

Natten til torsdag dansk tid vil ti demokrater være på scenen i den amerikanske stat Florida for at forsøge på landsdækkende tv at overbevise amerikanerne om, at de skal være USA's næste præsident.

Det er en flok, hvor senator Elisabeth Warren fører an.

NBC gentager hele seancen natten til fredag dansk tid, hvor yderligere ti demokrater går på scenen, denne gang med tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Bernie Sanders i førersædet.

Det meget store felt af demokrater - over 20 - der satser på et blive nomineret som præsidentkandidat inden valget i november næste år, har for NBC nødvendiggjort at dele det op i to.

For nogle af disse kandidater, vil det være deres bedste og eneste chance for at gøre sig kendt i den store amerikanske offentlighed.

Alles mål er at forhindre, at republikaneren Donald Trump bliver genvalgt som præsident og at genrejse USA's anseelse i verden.

Den første aften vil det være med Warren i en forventet hovedrolle. Senatoren fra Massachusetts er steget støt i meningsmålinger i takt med de konkrete forslag til reform, som hun har fremsat.

Mest kendt er hendes løfte om at beskatte de rigeste i USA hårdere.

Og hun varmede tirsdag op med et angreb på præsident Donald Trumps udenrigspolitik.

- Han har skabt en krise, som har ført vores land til kanten af en krig. Han har ikke gjort os mere sikre. Han har gjort USA til et mere risikabelt sted. Han har gjort Mellemøsten mere farlig. Han har gjort hele verden til et mere farligt sted, tordnede den 70-årige professor på et valgmøde ifølge Reuters.

På scenen i Florida skal hun krydse klinger med blandt andet senatorerne Cory Booker og Amy Klobuchar, kongresmedlem Tim Ryan, Texas-politikeren Beto O'Rourke og New Yorks borgmester, Bill Blasio.

Et af de emner, der kan splitte kandidaterne, er en sundhedsreform. Bernie Sanders har fremsat forslag om et skattebetalt sundhedssystem efter europæisk forbillede, og det støttes af Warren. Men andre kandidater ønsker en reform inden for det nuværende private forsikringssystem i USA.

De helt tunge kandidater kommer på tv torsdag aften (fredag nat dansk tid). Det er foruden Biden, der fører stort i meningsmålingerne, blandt andet Sanders og senator Kamala Harris.

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere