22 politifolk såret under sammenstød i London

En større gruppe mennesker ignorerede tilkaldt politi ved en ulovlig koncert i sydlig London-forstad

En arbejder rydder op efter hårde sammenstød i Brixton syd for London natten til tordag, hvor deltagere i et ulovligt musikarrangement ignorerede tilkaldt politi. Derefter kom det til hårde sammenstød. Foto: Hannah Mckay/Reuters
En arbejder rydder op efter hårde sammenstød i Brixton syd for London natten til tordag, hvor deltagere i et ulovligt musikarrangement ignorerede tilkaldt politi. Derefter kom det til hårde sammenstød. Foto: Hannah Mckay/Reuters

22 politifolk blev såret under voldsomme uroligheder i Brixton i det sydlige London natten til torsdag i forbindelse med en musikbegivenhed, som ikke var blevet tilladt. Det oplyser det britiske politi.

Politifolk, som blev kaldt ud til stedet, siger, at en større gruppe mennesker på stedet ikke reagerede på politiets tilstedeværelse.

- Begivenheden fortsatte, og flere politifolk blev tilkaldt. Den tilstedeværende gruppe blev fjendtligt indstillet over politifolkene, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet.

- Det var gruopvækkende scener, siger den britiske indenrigsminister, Priti Patel, om urolighederne.

Ubekræftede fotos på sociale medier viser, at en større gruppe konfronterer politiet og angriber en politimand i en af politiets biler. Reuters har ikke kunnet få de pågældende fotos bekræftet.

Ingen af de 22 politifolk skulle være alvorligt såret. To af dem har dog været på hospitalet for at få behandling.

- I nat fik vi en del opkald fra bekymrede lokale beboere, som klagede over, at et stort antal mennesker opførte sig støjende, asocialt og voldeligt. Vi rykkede ud og reagerede på dette, siger en ledende politimand, Colin Wingrove.

- Denne form for arrangementer er i strid med loven, og de udgør en risiko for den offentlige sundhed og strider mod de gældende corona-restriktioner, siger han og tilføjer:

- Volden mod politifolk er fuldstændig uacceptabel, og vi vil ikke tolerere den under nogen omstændigheder.

Det britiske politi har udsendt advarsler mod at holde større offentlige sammenkomster i strid med de restriktioner, som er indført under coronapandemien.

Tidligere i denne måned blev tre mennesker knivstukket, og en kvinde voldtaget, efter at tusindvis af unge holdt et ulovligt 'rave' i det nordlige England.

12 kommentarer
Vis kommentarer