24syv får ikke forlænget sendetilladelse

Omstridt radiokanal får sløjfet DAB-sendetilladelse og statsstøtte. Det fremgår af den nye medieaftale

Programdirektør hos 24syv Simon Andersen.
Programdirektør hos 24syv Simon Andersen.
Følg Politik

Radiostationen 24syv får ikke forlænget sin sendetilladelse, når den udløber i 2024.

Det fremgår af regeringens nye medieaftale, som blev offentliggjort lørdag.

Af aftalen fremgår det, at dens DAB-sendetilladelse ikke vil blive genudbudt. 24syv får i dag et årligt tilskud på 60 millioner kroner.

- Parterne er enige om, at programtilladelsen til at sende landsdækkende public service-radio i DAB-nettet ikke genudbydes, når den nuværende programtilladelse udløber 31. marts 2024, står der i aftaleteksten.

Radiostationen har tidligere heddet Radio Loud.

Stationen gik i luften for omkring to år siden, og har kæmpet med at lokke lyttere til.

Efter nyheden om Sidney Lees død delte 24syv et opslag, hvor de reklamerede for programmet 'Genialos' med Sidney Lee som medvært. Men programmet var vel det gamle Radio24syv's - eller hvad? Denne uges Q&CO gæstes af programdirektør Simon Andersen. Lyt til hele afsnittet på eb.dk/podcast

24syv, tidligere Loud, er ad flere gange blevet kritiseret for navne- og programtyveri, og så sent som denne uge måtte direktør Simon Andersen i mediepodcasten 'Q&Co' forsvare, at man i forbindelse med Sidney Lees død reklamerede for et af det originale Radio 24syv's programmer.

Kampklar
Det er en kampklar programdirektør hos 24syv, som Ekstra Bladet fanger kort efter nyheden om radiostationen får ikke forlænget sin sendetilladelse.

- Jeg havde ikke forventet, at en socialdemokratisk regering vil pumpe penge i andet end DR. Men jeg er sikker på, at når vi når hen i foråret 2024, vil de politikere der sidder på magten forstå, at de småpenge, der skal til for at holde os kørende til 2027, godt kan findes, lyder det fra programdirektør Simon Andersen, der henviser til, at den fm-kanal, som radio4 nu sender på - og som 24syv tidligere sendte på, skal i udbud igen i 2027.

- Du lyder fortrøstningsfuld?

- Jeg er bare endnu mere hidsig og kampklar nu. Det viser jo, at vi har en regering, som ikke tør at stille op til kritisk journalistik. Jeg er ikke engang sikker på, at DR ved, hvad de skal bruge 100 millioner til, lyder det fra Simon Andersen.

FAKTA: Her er hovedpunkterne i den nye medieaftale

Regeringen indgik lørdag et smalt forlig om en ny medieaftale for årene 2022 til 2025. Her er hovedpunkterne i aftalen, som aftalepartierne har fremlagt dem:

* DR styrkes økonomisk med samlet over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden.

* Styrket mediestøtte til lokale og regionale medier.

* Der indføres et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

* Opdatering af de nuværende rammer for mediernes ansvar, så borgernes retssikkerhed styrkes, og så de passer til den digitale medievirkelighed.

* Mere støtte til nyetablering og udvikling af medier og mulighed for støtte til innovativ forretningsudvikling.

* Støtte til distriktsblade og ugeaviser.

* Ordnede løn- og arbejdsvilkår i film- og mediebranchen.

* Der etableres et center for graverjournalistik.

* Der nedsættes et udvalg, der skal se på indretningen af den fremtidige offentlige mediestøtte.

* Public Service-puljen udvides til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.

* Lydunivers i DR til børn og unge på forskellige alderstrin. Med tilbud inden for for eksempel nyheder, quiz, lydbøger, musikprogrammer mv.

* Søgbar adgang for borgere til DR’s arkiv via Det Kongelige Bibliotek.

* Et nyt Center for Tech og Demokrati etableres, som skal arbejde med tech-giganternes indflydelse på demokrati, trivsel og samfundsmæssig sammenhængskraft i Danmark.

* Styrkelse af fakta-tjek-mediet TjekDet for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme og til Medierådet for Børn og Unge til styrket digital dannelse.

Kilder: Kulturministeriet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Lad os hermed rose de radikale

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind