400 rumænere tilset af læger efter politiske protester

Politi brugte fredag vandkanon og tåregas mod rumænske demonstranter, der er utilfredse med landets regering

Over 400 personer har haft brug for lægehjælp, efter at demonstrationer i Rumænien fredag udviklede sig voldeligt, og politiet så sig nødsaget til at benytte tåregas.

Det oplyser myndighederne i landet.

Demonstrationerne var arrangeret af rumænere, der arbejder i udlandet. De er frustrerede over udbredt korruption, lave lønninger og beskylder den socialdemokratiske regering for at svække landets retsvæsen.

Titusindvis af demonstranter var på gaden i flere forskellige rumænske byer, herunder hovedstaden Bukarest.

Her forsøgte en gruppe personer at trænge igennem en sikkerhedsbarriere ind til en regeringsbygning. Andre kastede flasker og sten mod uropoliti, der siger, at der var "provokatører" til stede ved demonstrationen.

Protesterne fortsatte til langt ud på aftenen og de tidlige timer lørdag, hvor politiet brugte en vandkanon og tåregas til at få styr på menneskemængderne.

Videoer på sociale medier viser, at betjente også slog ikke-voldelige demonstranter, selv om de holdt hænderne i vejret som tegn på, at de ikke var ude på ballade.

Landets politiske opposition kræver nu, at politiets håndtering af situationen bliver undersøgt.

Mange rumænere ser sig nødsaget til at flytte til udlandet for at arbejde, fordi der ikke er job at finde i hjemlandet. Ifølge Verdensbanken arbejder mellem tre og fem millioner rumænere i et andet land.

Rumænien er et af de mest korrupte lande i EU, og fra Bruxelles bliver der holdt særligt øje med landets retsvæsen.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen