715.000 boligejere får penge tilbage

13 milliarder kroner skal fordeles mellem 715.000 ejere, der har betalt skat af for høje ejendomsvurderinger

Skatteminister Morten Bødskov (S) glæder sig over, at over 700.000 boligejere nu kan få penge tilbage, som de har betalt på grund af for høje ejendomsvurderinger. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Skatteminister Morten Bødskov (S) glæder sig over, at over 700.000 boligejere nu kan få penge tilbage, som de har betalt på grund af for høje ejendomsvurderinger. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Over 700.000 boligejere kan se frem til at få i alt cirka 13 milliarder kroner tilbage fra staten, fordi de har betalt for mange penge på grund af for høje ejendomsvurderinger.

Boligejere, der har betalt for lidt på grund af for lave vurderinger, får til gengæld ikke en ekstraregning.

Det meddeler Skatteministeriet, efter at et bredt flertal i Folketinget fredag er blevet enige om en boligskatteaftale. Ud over regeringen er Venstre, Dansk Folkeparti, de radikale, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance med i aftalen.

Tilbagebetalingen sker til de boligejere, der har betalt skat af for høje ejendomsvurderinger fra 2011 og frem til i år.

- Jeg er meget glad for, at vi i takt med, at de nye vurderinger kommer ud, kan kompensere de boligejere, der har betalt for meget i boligskat, med i gennemsnit 18.000 kroner skattefrit.

- Det vil nok være et beløb, der falder på et tørt sted hos rigtig mange danskere, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Skatteministeriet meddeler, at tilbagebetalingerne i øjeblikket forventes at omfatte cirka 715.000 ejerboliger.

Det forventes, at det især vil være boligejere uden for de store byområder, der får penge tilbage.

Boligejerne kan se frem til at få de penge, de har betalt for meget, tilbage med renter.

- Det skønnes foreløbigt, at der i gennemsnit skal tilbagebetales 18.000 kroner (2020-niveau) skattefrit inklusive rente pr. ejerbolig, der er berørt af tilbagebetaling.

- Boligejere, der har betalt boligskat af for lave vurderinger, får ikke en regning med tilbagevirkende kraft, lyder det fra ministeriet.

Som boligejer betaler man to typer af skat af sin ejendom, for ejendomsværdien og for grundværdien.

Det kaldes ejendomsværdiskat og grundskyld.

Der bliver både lavet en offentlig ejendomsvurdering og en offentlig grundvurdering af boligen for at fastsætte de værdier, man skal betale skat af.

FAKTA: Boligejere får lempet ejendomsværdiskat og grundskyld

Fredag er partierne bag boligskatteforliget, det vil sige regeringen samt Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance, blevet enige om at lette ejendomsværdiskatten fra næste år.

Samtidig stiger grundskylden mindre end ellers forudsat fra 2021 til 2024.

Her er hovedelementer fra aftalen:

* Ejendomsværdiskatten bliver lempet med 3 milliarder kroner i 2021-2023.

* Boligskatterne bliver varigt lempet med 0,6 milliarder kroner før tilbageløb, set i forhold til hvis boligskatteomlægningen ville være blevet gennemført i 2021.

* Grundskylden kan højst stige med 2,8 procent hvert år i perioden 2022 til 2024.

* Indefrysningsordningen for grundskyld, som har været obligatorisk, bliver gjort frivillig. Man kan således vælge at betale den indefrosne grundskyld fra 2021. Såfremt man vælger at holde fast i indefrysningen af grundskylden, vil det stadig være rentefrit.

* Kommunernes grundskyldpromiller kan ikke blive sat op i perioden 2021 til 2028. Det samme er tilfældet for de kommunale dækningsafgiftssatser.

* 100 millioner kroner bliver afsat til at forbedre vilkårene for pensionister, der bor i ejer- eller lejebolig.

* De boligejere, der har betalt boligskat af for høje vurderinger i årene 2011 til 2020, får penge tilbage. Det forventes lige nu, at omkring 13 milliarder kroner skal tilbagebetales til boligejerne

Kilde: Skatteministeriet.

296 kommentarer
Vis kommentarer