Afgørelsens time for Trumps dommerkandidat

Følg Brett Kavanaughs høring direkte her fra klokken 16. OBS! Live-udsendelsen er slut.

Du kan følge med direkte fra høringen, når dommer Brett Kavanaugh, der er nomineret til USA's højesteret af præsident Donald Trump, torsdag bliver konfronteret med psykologiprofessor Christine Blasey Ford, som har anklaget ham for et voldtægtsforsøg tilbage i 1980'erne.

Christine Blasey Ford er en ud af tre kvinder, som har stået frem og beskyldt Kavanaugh for seksuelle krænkelse.

Ved høringen, der indledes klokken 10.00 (klokken 16.00 dansk tid), bliver psykologiprofessoren udspurgt først.

Da der er republikansk flertal i Senatet, var det længe ventet, at Donald Trumps højesteretskandidat ville blive godkendt uden større problem, men det har de seneste ti dages anklager ændret på.

Dermed er en vindersag blevet forandret til en potentiel katastrofe for Trump, som også har ændret signaler om Kavanaugh.

Trump har tidligere kun givet udtryk for uforbeholden støtte til sin kandidat. Men på et pressemøde i FN onsdag, sagde præsidenten, at han ikke vil udelukke, at han kan ændre mening om Kavanaugh.

- Hvis jeg troede, at Brett Kavanaugh var skyldig i seksuelt krænkende adfærd, ville jeg trække min nominering tilbage, sagde Trump. Han henviste til, at hans holdning vil afhænge af, hvordan torsdagens høring forløber.

For Donald Trump kan det få langtrækkende konsekvenser, hvis Kavanaugh kendes skyldig, og dermed ikke kan udnævnes til højesteretsdommer, forklarer juridisk analytiker på Kongressen.com, Marie Apitz

- Det kan betyde noget for Trumps linje, som han har lagt helt fra start i præsidentembedet, hvor han har forsøgt at indsætte en masse konservative dommere i USA's domstole, og den lider så et knæk her, og det risikere at få følger for resultatet ved midtvejsvalget, vurderer Marie Apitz.

Hvad drejer sagen sig om, og hvad betyder den for Trump? Juridisk analytiker på Kongressen.com, Marie Apitz, forklarer det her. (Producer: Martin Lorentsen)

174 kommentarer
Vis kommentarer