'Afstrafferen' i strid modvind: Studerende blev likvideret af politiet

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, møder fornyet kritik for sine metoder i kampen mod kriminalitet efter drab på studerende

Den kun 17-årige studerende Kian Delos Santos blev offer for Filippinernes præsidents kamp mod narko. Her ses hans far, Saldy Delos Santos, i færd med at trøste hans kæreste, mens de står ved siden af Kians kiste.  Foto: AP/Bullit Marquez
Den kun 17-årige studerende Kian Delos Santos blev offer for Filippinernes præsidents kamp mod narko. Her ses hans far, Saldy Delos Santos, i færd med at trøste hans kæreste, mens de står ved siden af Kians kiste. Foto: AP/Bullit Marquez

Siden Filippinernes sidste år fik Rodrigo Duterte som præsident, har der været ført en benhård kurs over for landets kriminelle, og i særdeleshed den del, der er involveret i narkokriminalitet.

Dermed førte Duterte stilen videre fra sin tid som borgmester i byen Davao, hvor han blev kendt og berygtet under tilnavnet 'Afstrafferen' for sin benhårde kurs over for kriminelle.

Siden hans indsættelse 30. juni sidste år, er omkring 5500 mennesker blevet dræbt som følge af Dutertes kamp mod narkokriminalitet.

Det har tidligere medført stor kritik, men nu har særligt én hændelse fået bægeret til at flyde over.

16. august blev den 17.årige studerende Kian Delos Santos nemlig skudt og dræbt af to betjente.

I første omgang hævdede politiet, at han havde trukket en pistol, som havde medført, at de måtte skyde ham, men siden er der kommet detaljer frem, som stærkt betvivler den teori. Det skriver The Guardian.

'Stop. Jeg har en prøve'
Videoovervågning har nemlig vist, hvordan to betjente slæbte den unge mand af sted, mens han ifølge et vidne råbte 'Vær søde at stoppe. Jeg har en prøve i morgen'.

En retsmedicinsk undersøgelse har fastslået, at han er blevet skudt to gange i hovedet og én gang i ryggen.

De nye opdagelser og den skarpe kritik har nu fået Duterte til at reagere og for første gang sige, at politiet måske er gået for langt.

- Jeg har set optagelsen på tv, og jeg er enig i, at der skal laves en efterforskning. Hvis efterforskningen skulle påpege ansvar hos en, to, eller alle, vil der være en retsforfølgelse, og de skal i fængsel, hvis de bliver dømt, lød det fra Duterte på et ifølge Guardian hastigt indkaldt pressemøde.

Begejstret for drab
Udtalelsen kommer, selvom Duterte ofte blot udtrykker tilfredshed med de mange drab.

Således havde Filippinerne for en uge siden det hidtil blodigste døgn, hvor 32 mennesker blev dræbt, og der konstaterede præsidenten blot at 'det var godt'.

Demonstranter tænder lys og viser billeder af formodede ofre for statslige drab i forbindelse med kampen mod narko. Foto: AP/Bullit Marquez
Demonstranter tænder lys og viser billeder af formodede ofre for statslige drab i forbindelse med kampen mod narko. Foto: AP/Bullit Marquez
 

Han har også tidligere kaldt det 'følgeskader', at børn og unge er omkommet i hans krig mod kriminalitet.

Politiet menes at stå bag drabene på 3500 narko-relaterede personer, men Duterte har tidligere affejet kritikken og blandt andet sagt, at EU skal blande sig udenom, når de har rejst kritik af de høje tal. Han har også før lovet, at betjente der var involveret i ildkamp med potentielle kriminelle ikke skulle frygte at komme i fængsel.

Men det seneste opsigtsvækkende dødsfald kan altså betyde en ny drejning for den kontroversielle håndtering af kriminalitet.

Således har både justitsministeriet, senatet og Menneskerettighedskommissionen i landet startet efterforskninger af sagen.

Store demonstrationer
Samtidig er tusindvis af mennesker gået på gaden med krav om, at drabene skal ophøre.

Teresita Deles, der er tidligere ansat i regeringen, og som er aktivist og modstander af undtagelsestilstand, håber at drabet på Kian Delos Santos vil åbne fleres øjne for Dutertes brutaliteter.

- For første gang er der vidner. Der er fortællinger om de sidste øjeblikke. Vi ved, hvordan han tryglede betjentene, 'Stop. Jeg har en prøve i morgen'. Jeg mener, dette er tydeligvis en dreng, der prøver at opnå noget med sit liv, siger hun til The Guardian.

Foto: AP/Bullit Marquez
Foto: AP/Bullit Marquez
 

Tidligere undersøgelser har vist, at Duterte - trods kritikken for de kontroversielle drab - stadig nyder bred opbakning i befolkningen.