Aftale på plads: Så mange penge får du

En økonomisk sommerpakke betyder, at tre ugers feriepenge snart finder vej til danskernes konti

Natten til mandag kom finansminister og flere af Folketingets partier - dog uden Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti - ud forhandlingslokalet og kunne præsentere den såkaldte sommerpakke. Fotos: Philip Davali.

Senest til oktober vil danskerne kunne få udbetalt tre ugers indefrosne feriepenge.

Det annoncerer finansminister Nicolai Wammen (S) natten til mandag efter forhandlinger om en såkaldt sommerpakke med størstedelen af Folketingets partier.

Gang i økonomien
Pakken skal sætte gang i økonomien, mens Danmark fortsat kæmper med effekterne af coronakrisen.

- Vi er enige om en række initiativer, der skal stimulere økonomien. De tre ferieuger, der kommer ud, svarer til omkring 60 milliarder kroner, siger han om pengene, som borgerne selv har indbetalt.

Feriepengene vil blive forsøgt udbetalt så hurtigt som muligt.

FAKTA: Så mange feriepenge kan du forvente at få

Et bredt flertal i Folketinget blev natten til mandag enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge.

Det er befolkningens egne penge, som bliver udbetalt.

Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven, og pengene skulle egentlig først være udbetalt, når den enkelte går på pension, men de bliver nu skudt afsted for at sætte gang i forbruget efter coronakrisen.

Pengene er optjent fra 1. september 2019 til 31. august 2020, så man skal have haft et job i den periode for at få penge.

Den konkrete udbetaling afhænger af flere forhold - blandt andet om du betaler topskat.

Her er et overslag over, hvad du kan forvente at få udbetalt efter skat, når de tre ugers feriepenge bliver udbetalt:

  • Årlig indkomst før skat: 100.000 - udbetaling på 4500 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 200.000 - udbetaling på 9000 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 300.000 - udbetaling på 12.600 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 400.000 - udbetaling på 16.800 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 500.000 - udbetaling på 21.000 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 600.000 - udbetaling på 19.200 kroner efter skat.
     
  • Årlig indkomst før skat: 1.000.000 - udbetaling på 32.400 kroner efter skat.

Kilde: Danske Bank.

Først til oktober
Men pengene vil nok først stå på borgeres konti til oktober, og det skyldes 'tekniske årsager', lyder det fra Wammen.

- Danskerne kan være trygge ved, at pengene kommer. Så hvis man i sommerperioden vil bruge penge på is, tøj eller ting til hjemmet, så kan man gøre det i vished om, at pengene kommer til oktober, siger han.

For den gennemsnitlige lønmodtager vil de tre ugers feriepenge svare til omkring 15.000 kroner efter skat. Det skriver De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer aftale om ny økonomisk corona-sommerpakke og udfasning af hjælpepakker natten til mandag. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Politik - 15. jun. 2020 - kl. 04:30 Pensionister får skattefrit beløb på 1000 kroner

Til efteråret forhandler partierne om de to sidste ugers indefrosne feriepenge.

Finansministeren mener ikke, at alle fem uger burde udbetales med det samme.

- Coronasituationen - også i forhold til vores økonomi - er en maraton. Derfor er det klogt at gemme noget af krudtet til lidt senere, siger han.

I aftaleteksten står, at initiativet vil indebære hastelovgivning.

Regeringen vil i dialog med arbejdsmarkedets parter og ATP nå frem til, hvordan udbetalingen konkret skal foregå.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Finansminister Nicolai Wammen (S) samt Pernille Skipper (EL), Søren Pape Poulsen (KF), Troels Lund Poulsen (V), Sofie Carsten Nielsen (RV), Josephine Fock (ALT), Pia Olsen Dyhr (SF), Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Erhvervsminister Simon Kollerup (S) under doorstep efter forhandlinger om økonomisk sommerpakke, i Finansministeriet i København, natten til mandag den 15. juni 2020. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen (S) samt Pernille Skipper (EL), Søren Pape Poulsen (KF), Troels Lund Poulsen (V), Sofie Carsten Nielsen (RV), Josephine Fock (ALT), Pia Olsen Dyhr (SF), Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Erhvervsminister Simon Kollerup (S) under doorstep efter forhandlinger om økonomisk sommerpakke, i Finansministeriet i København, natten til mandag den 15. juni 2020. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ferielov fra 2019
De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019. Planen var, at pengene skulle stå i en offentlig feriefond, indtil den enkelte går på pension.

Aftalen om den såkaldte sommerpakke er indgået med et flertal af Folketingets partier.

- Vi skal have gang i det indenlandske forbrug. Derfor noterer vi os med tilfredshed, at der er tre af ferieugerne, der nu bliver udbetalt, siger finansordfører Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Også det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet er med i aftalen.

Kort før aftalen faldt på plads, forlod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige forhandlingerne.

Herfra lød det, at regeringens udspil var utilstrækkeligt.

Finansministeren oplyser, at man endnu ikke har tal på, hvor mange arbejdspladser den nye aftale vil give.

Det figurerer sandsynligvis på din lønseddel, hvor mange feriepenge du præcist har optjent indtil videre. Alternativt kan du få en idé om det ved at benytte beregneren herunder.  

OVERBLIK: Forhandlinger om sommerpakke går ind i slutspurt

Tilgodese pensionister, udbetal feriepenge og giv børnefamilier en ekstra børnecheck.

Folketingets partier har mange ønsker til de igangværende forhandlinger om en såkaldt sommerpakke, der skal sætte gang i dansk økonomi.

Partierne forhandler søndag med finansminister Nicolai Wammen (S) uden bagkant, hvilket tyder på, at ambitionen er at kunne præsentere en aftale i løbet i aftenen.

Her er et overblik over partiernes ønsker, som de lød, da de ankom til søndagens forhandlinger:

* SF vil give børnefamilier en ekstra børnecheck.

- Børnene har haft nogle hårde måneder, og nu synes vi, at de skal have forsødet deres sommer en smule, samtidig med, at vi sætter gang i dansk økonomi, siger partileder Pia Olsen Dyhr.

Børnechecken er i dag indtægtsreguleret, og det er på samme måde, at SF forestiller sig, at den ekstra børnecheck kan gives. Det vil sige, at dem, der har mindst, får den største check.

* Enhedslisten vil sikre et sikkerhedsnet for personer, der mister deres job, så deres feriepenge ikke bliver modregnet i ydelser, og så skal mennesker, som ikke har optjent feriepenge - det gælder blandt andet pensionister og kontanthjælpsmodtagere - skal have et kontant beløb.

Blandt andet foreslår Enhedslisten, at den såkaldte 'døde periode' fra 1. marts 2020 til og med 30. juni 2020, som ikke tæller med i længden på dagpengeperioden, forlænges.

- Det vigtigste er, at der er balance. Nu skal vi forhandle om udfasningen af hjælpepakker, og oveni at der allerede er mange, som har mistet deres job, så er der stadig mange, som vil miste deres job, siger politisk ordfører Pernille Skipper.

* De Radikale vil prioritere en 'bæredygtig genstart' af dansk økonomi, siger partiets finansordfører og næstformand, Sofie Carsten Nielsen.

Partiet mener ligesom mange af partierne, at feriepengene skal udbetales og mener, at de to uger, som regeringen har meldt ud, lyder fornuftigt.

Men vigtigst for partiet er en langsigtet hjælp til virksomheder og mulighed for grøn vækst.

Blandt andet foreslår De Radikale at etablere et midlertidigt vindue for erhvervsinvesteringer, som skal gøre virksomhederne bedre i stand til at omstille sig til at producere og drive virksomhed grønt.

* Venstre vil halvere momsen og udbetale minimum tre uger af de indefrosne feriepenge.

- Vores prioritet er at få gang i økonomien og understøtte virksomhederne, som allerede er hårdt ramt. Det er det, vi vil diskutere under forhandlingerne, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen.

* Konservative vil udbetale flest muligt af danskernes feriepenge. Det skal helst være fem uger og uden modregning.

- Der er jo høj sol og højt humør, og det får man kun, hvis man få de her feriepenge tilbage til danskerne. Det er deres egne penge, så lad os få dem ud og uden modregning. Det er godt for vores samfund, siger partileder Søren Pape Poulsen.

* DF vil prioritere pensionisterne og gøre pensionen og førtidspensionen skattefri i en periode.

- Vores forslag går på, at man i anden halvår af 2020 gør pensionen skattefri, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.

Desuden mener DF, at alle fem ugers feriepenge skal udbetales med det samme.

* Nye Borgerlige vil udbetale alle de indefrosne feriepenge.

- Det er borgernes penge, og den her lommepengepolitik, hvor politikerne beholder nogen af dem, det bryder vi os ikke om, siger partiets finansordfører Lars Boje Mathiesen.

* Liberal Alliance har søndag eftermiddag forladt forhandlingerne.

1126 kommentarer
Vis kommentarer