Allierede støtter May: Spyt ud, Putin!

Storbritannien er nået til enighed med store lande om en erklæring om Ruslands rolle i Salisbury-angrebet

Storbritannien og dets allierede er overbeviste om, at Rusland står bag nervegiftangreb i Salisbury. Nu kræver de at Rusland lægger alt frem. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Storbritannien og dets allierede er overbeviste om, at Rusland står bag nervegiftangreb i Salisbury. Nu kræver de at Rusland lægger alt frem. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Storbritannien er nået til enighed med Frankrig, Tyskland, Canada og USA om en fælles erklæring om Ruslands rolle i nervegiftangrebet i Salisbury.

Det siger premierminister Theresa May.

Erklæringen opfordrer Rusland til at lægge alt frem om landets nervegiftprogram med Novichok, som blev anvendt ved angrebet på en tidligere russisk spion.

Landene siger, at de er overbeviste om, at russiske GRU-agenter udførte angrebet, og de vil derfor optrappe et samarbejde, som skal undergrave 'udenlandske agenters fjendtlige aktiviteter' på vore territorier.

De fire store lande, der er blandt briternes nærmeste allierede, erklærer deres tillid til briternes vurderinger af, at det var to russiske efterretningsofficerer fra den militære russiske efterretningstjeneste, GRU, som udførte nervegiftangrebet.

Landene understreger videre, at de er fast besluttet på at optrappe kampen mod kemiske våben.

Kreml gentog torsdag, at det ikke har kendskab til angrebet, og det siger, at det ikke har til hensigt at undersøge de beskyldninger, som briterne har rettet mod to navngivne russiske statsborgere.

- Anklagerne mod Rusland er uacceptable, siger Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, der taler om 'manipulation' fra Storbritanniens side.

- Der er tilstrækkeligt med bevismateriale til at rejse anklage mod Aleksandr Petrov og Ruslan Bosjirov for angrebet i Salisbury, sagde Scotland Yard, britiske politistyrke, torsdag.

De britiske myndigheder vil ikke kræve de to mænd udleveret fra Rusland, da landet ikke udleverer statsborgere til retsforfølgelse i andre lande.

De to mænd ankom ifølge politiet til Gatwick lufthavn fra Moskva 2. marts og boede på City Stay Hotel i Bow Road i det østlige London.

Derpå de tog til Salisbury 4. marts, hvor der blev smurt nervegift på den tidligere spions dør.

83 kommentarer
Vis kommentarer