Alternativets gruppeformand: - Jeg spiser kød og flyver jævnligt

Alternativets gruppeformand René Gade har tænkt sig at blive ved med at spise kød, flyve jævnligt og tage bilen

Gruppeformand for Alternativet Renè Gade vil fortsætte med at være sig selv. Det vil sige flyve, køre bil og spise kød.
Foto: Jens Dresling
Gruppeformand for Alternativet Renè Gade vil fortsætte med at være sig selv. Det vil sige flyve, køre bil og spise kød. Foto: Jens Dresling

Flyrejser og kød er udbredt og ganske almindeligt i Alternativets ledelse.

Det står nu klart, efter at politisk leder for Alternativet Uffe Elbæk har været på over 40 rejser, og partiets miljøordfører Carolina Magdalene Maier har rejst 170.000 km siden folketingsvalget 2015.

Partiets gruppeformand René Gade, melder nu også ud, at han heller ikke holder igen med hverken kødet eller flyrejserne.

- Jeg har lige siden, jeg meldte mig ind i Alternativet, fløjet jævnligt, spist kød og haft en bil. Det har jeg tænkt mig at blive ved med. Jeg vil ikke være med i et parti, hvor man ikke må flyve eller spise kød, siger han.

Ifølge ham var det ikke en hemmelighed for nogen, at han ikke er den mest grønne, da han blev valgt ind i Alternativet. Han har en fortid som iværksætter og sælger i det private og stemte før i tiden Liberal Alliance.

Lære at leve bæredygtigt
René Gade fortæller, at han selv er ved at lære at leve mere bæredygtigt. Han har for nyligt bygget et hus, som blev bygget meget mere miljøvenligt, end han havde regnet med.

- Jeg er blevet klogere på, hvad der skal til før, at vi får en bæredygtig omstilling. Det vil sige, at jeg er begyndt at spise mindre kød og har tænkt over, at jeg skal tage toget noget oftere, siger han.

René Gade mener ikke, at han skal ændre på sig selv, fordi han er politiker i Alternativet. Han vil stadig have lov at spise tartar, som han i øvrigt er helt vild med. Han kan godt forstå, hvis danskerne stiller spørgsmål til, hvor meget kød, han spiser, men det får ham ikke til at stoppe med det. Heller ikke flyrejser, mener han, at partiets ledere bør stoppe med.

- Hvis vi skal på en rejse, jamen, så skal vi på en rejse, siger han.

Virker belærende
René Gade erkender, at Alternativet er på vej væk fra deres oprindelige mål om at skabe en ny klimapolitik, hvis de i deres udtalelser virker belærende over for danskerne.

- Hvis vi virker belærende over for folk, så er det en fejl. Vi skal ikke sige, at folk skal købe vegetarisk - det vil jeg ikke være med til. Men vi skal opfodre og stille initiativer frem, så folk kan træffe det rigtige valg, siger han.

Alternativet opfodrer i flere debatindlæg og interviews danskerne til at overveje, om de rejser for meget. Uffe Elbæk har tidligere sagt, at klimaministeren burde gå forrest for at spare på CO2 udledningen. Det mener René Gade ikke er belærende.

- Det, vi gør, er bare at sige til danskerne, at de skal tænke sig om, siger han.

- Hvad med jer selv?

- Vi har aldrig nogensinde sagt som politisk parti, at danskerne ikke må rejse. Vi siger, at man skal tænke sig om, men det er altså ikke det samme som, at man ikke må rejse eller spise kød, siger han.

59 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere