FBI får dommerkendelse: Fandt 650.000 e-mails hos penis-politiker

Hillary Clintons kampagne langer ud efter FBI, der indleder undersøgelse godt en uge før præsidentvalget

Hillary Clinton fører søndag valgkamp på en pub i Miami. (Foto: AP)
Hillary Clinton fører søndag valgkamp på en pub i Miami. (Foto: AP)

FBI har søndag fået en dommerkendelse, så de kan begynde at gennemse e-mails, der har tilknytning til demokraternes præsidentkandidat Hillary Clinton.

Det rapporterer flere amerikanske medier.

- Processen er begyndt, siger en kilde i det amerikanske forbundspoliti til New York Times

De nye e-mails er fundet på en bærbar computer, som tilhører Hillary Clintons højrehånd, Huma Abedin, og hendes nu fraseparerede mand, Anthony Weiner.

Ifølge avisen Wall Street Journal skal efterforskerne have fundet i alt 650.000 e-mails på den bærbare computer. Det vides ikke, hvor mange af disse e-mails, der har relation til Hillary Clinton.

Anthony Weiner kom i FBI’s søgelys efter en sexskandale, hvor han kom under mistanke for at have sendt billeder af sin penis til en 15-årig pige i North Carolina.

Weiners sexting

Det kom som en bombe, da FBI’s øverste chef, Jim Comey, fredag oplyste, at nye Clinton-e-mails var dukket op i efterforskningen af Anthony Weiners sexting-sag.

- I forbindelse med en ikke-relateret sag har FBI fundet e-mails, der forekommer at være relevante for efterforskningen, skrev FBI-bossen i et brev til Kongressen.

FBI's øverste chef Jim Comey. (Foto: AP)
FBI's øverste chef Jim Comey. (Foto: AP)

Se også: FBI: Nyt materiale er dukket op i Clintons e-mail-sag

Ifølge CNN havde FBI imidlertid opdaget de nye Clinton-e-mails for flere uger siden. Det er uklart, hvorfor FBI ventede med at offentliggøre de nye oplysninger til 11 dage før præsidentvalget.

Hillary Clinton opfordrer FBI til straks at fremlægge alle oplysninger om det nye fund.

- Det amerikanske folk fortjener at få alle fakta med det samme. Det er nødvendigt, at FBI forklarer, hvad det her går ud på, siger hun.

'Ekstremt skødesløs'

Den indviklede sag går tilbage til Hillary Clintons tid som udenrigsminister (2009-2013), hvor hun brugte en privat server og e-mail-konto til blandt andet at kommunikere i embedets medfør.

Clinton blev dengang kritiseret for den uforsigtige omgang med fortrolige e-mails, og FBI indledte en undersøgelse af sagen.

Efter en længere undersøgelse lukkede FBI sagen i juli, netop som Hillary Clinton havde sikret sig demokraternes præsidentkandidatur.

FBI-chef Jim Comey sagde den gang, at Hillary Clinton havde handlet 'ekstremt skødesløs', men at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse.

Anthony Weiners penis-billeder har kostet ham karrieren og ægteskabet. Måske koster sagen også Hillary Clinton præsidentembedet. (Foto: AP)
Anthony Weiners penis-billeder har kostet ham karrieren og ægteskabet. Måske koster sagen også Hillary Clinton præsidentembedet. (Foto: AP)

Se også: Hillary indblandet i opsigtsvækkende penis-skandale: Men FBI må ikke efterforske hende

Det er uvist, om opblusningen af e-mail-sagen kommer til at påvirke resultatet af præsidentvalget.

En meningsmåling foretaget af ABC News/ Washington Post viser, at 63 procent af de adspurgte ikke lader sig påvirke af de nye oplysninger. 34 procent siger, at de er mindre tilbøjelige til at stemme på Clinton.

Selv om præsidentvalget først afholdes 8. november har over 21 millioner amerikanere allerede stemt, herunder i en række afgørende svingstater.

Forstå Clintons e-mail-sag på to minutter

I marts 2015 afslørede New York Times, at demokraternes præsidentkandidat i sin tid som udenrigsminister benyttede sin private e-mail-konti i forbindelse med arbejdet som udenrigsminister. Det skete i perioden fra 2009 til 2013. Det kan være et brud på reglerne.

*Siden maj 2015 har det amerikanske udenrigsministerium offentliggjort over 55.000 sider fordelt på 30.000 mails, som Hillary Clinton har udleveret i forbindelse med sagen.

*I juli 2015 meddelte regeringens efterforskere, at der var fundet hemmeligstemplede oplysninger i nogle af de mails, som var på Clintons private mailkonto. Herefter indledte FBI en efterforskning af sagen.

*I maj 2016 rettede det amerikanske udenrigsministeriums generalinspektør en hård kritik af Clintons mailhåndtering.

*I juli 2016 blev FBI færdig med sin efterforskning af sagen. Det blev konkluderet, at Hillary Clinton havde håndteret de hemmelige oplysninger "ekstremt skødesløst", men at hun havde gjort det i god tro. FBI anbefalede på den baggrund, at der ikke blev rejst sigtelse mod hende. Den anbefaling valgte justitsminister Loretta Lynch at følge.

*I august 2016 oplyste FBI, at der var fundet yderligere næsten 15.000 mails i forbindelse med undersøgelsen af Hillary Clintons server, computer og telefoner. Flere kritikere mente, at også disse mails burde offentliggøres.

*I september 2016 oplyste FBI, at der ikke var fundet beviser for, at hackere havde haft adgang til Clintons private mailservere. Samtidigt kom det dog frem, at mailkonti tilhørende personer, som var blandt Clintons mailkontakter, havde været udsat for hackerangreb.

*I oktober 2016 meddelte FBI, at sagen nu genåbnes efter fund af nye mails.

Kilder: New York Times, TT.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen