Trump om Ruslands-rygte: - Det er fake news

USA's kommende præsident afviser pure, at Rusland har en klemme på ham. - Det er en skændsel, siger Donald Trump om medierapport

Her beskylder Trump medie for at lave 'fake news'. Video: AP

Donald Trump siger, at han er rasende over en medierapport, der indikerer, at Rusland har kompromitterende informationer om ham.

- Det skulle aldrig være offentliggjort. Det er en skændsel. Det er en absolut skændsel, siger den kommende præsident på et pressemøde i Trump Tower.

- Det er fake news. Det er alt sammen falske nyheder, siger han blandt andet med henvisning til en ubekræftet historie om, at han var blevet filmet af den russiske efterretningstjeneste under et sexorgie i Moskva.

Total overvågning
Donald Trump siger, at han forventer at være under total overvågning, når han rejser i udlandet.

- Jeg var i Rusland for år siden ved Miss Universe-konkurrencen, og jeg sagde til mange, vær forsigtig, der er kameraer alle vegne, siger Trump og tilføjer.

- Jeg siger til folk: I må hellere passe på, for ellers kommer I til at se jer selv på aftennyhederne.

Donald Trump afholdt onsdag sidst første pressemøde i over 160 dage. (Foto: AP)
Donald Trump afholdt onsdag sidst første pressemøde i over 160 dage. (Foto: AP)

Donald Trump truer medie:

På pressemødet langede Donald Trump ud efter netmediet BuzzFeed, der har offentliggjort en rapport fra efterretningstjenesten.

- De kommer til at lide konsekvenserne. Det gør de allerede, siger han.

BuzzFeed valgte at bringe hele rapporten på 35 sider med eksplosive - men ubekræftede - oplysninger om milliardærens forhold til Rusland.

Donald Trump afviser desuden, at Rusland har en økonomisk klemme på ham.

- Jeg har ingen lån i Rusland. Jeg har ingen forretningsforbindelser med Rusland, siger han på pressemødet.

- Vil du offentliggøre dine skattepapirer for at bevise det, lyder et spørgsmål fra pressen.

- Jeg vil ikke offentliggøre mine skattepapirer, for jeg er under audit, svarer Trump og tilføjer, at den amerikanske befolkning i øvrig et ligeglad med hans økonomiske forhold.

Trump med sin vicepræsidentkandidat Mike Pence. (Foto: AP)
Trump med sin vicepræsidentkandidat Mike Pence. (Foto: AP)
 

Trump mener heller ikke, at det er et problem, hvis han udvikler et positivt forhold til Rusland.

- Putin kan lide Donald Trump! Det betragter jeg som en fordel og ikke et problem, siger Trump, der lover, at han ikke vil være blød over den russiske leder.

- Er der nogen i dette lokale, der tror, at Hillary Clinton ville være hårdere over for Putin end Donald Trump? Give me a break, siger han.

Risikerer afpresning
Det var blandt andet Buzzfeed og CNN, som bragte historien om, at Trump skal være filmet af den russiske efterretningstjeneste FSB under et sexorgie på et hotel i Moskva i 2013.

Det var med henblik på at afpresse ham.

I en briefing i sidste uge fortalte den amerikanske efterretningstjeneste Donald Trump, at der cirkulerer disse oplysninger om ham.

Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, kaldte onsdag de opsigtsvækkende oplysninger for 'totalt falske'.

Trump: Sønner overtager firmaet

Det bliver Donald Trumps to ældste sønner, Donald Jr. og Eric, som overtager faderens forretning, fastslår USA's kommende præsident på et pressemøde onsdag.

Trump bekendtgjorde tilbage i november 2016, at han ville overlade konglomeratet Trump Organization til sine børn for at hellige sig jobbet som præsident.

Den proces er ifølge Trump nu på plads. Han vil derfor fremvise dokumenter, som bekræfter, at han fuldstændigt har overladt kontrollen over sin forretning.

Trump Organization hed tidligere Elizabeth Trump & Son og blev grundlagt i 1923 af Donald Trumps farmor.

Donald Trump kom ind i virksomheden i 1968. Tre år senere overtog han virksomheden og omdøbte den til Trump Organization.

Konglomeratet har omkring 500 virksomheder, herunder forskellige hoteller i mange lande, ejendomme, golfbaner.

(Ritzau)

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen