Anders Fogh på slap line: - Han er ikke afholdsmand

I en ny serie på DR2 kan man opleve tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen drikke vin, mens han er på roadtrip rundt i Europa

Anders Fogh Rasmussen skal roadtrip i seks forskellige lande og lære alt om rødvin, mens han lærer Morten Brink Iwersen om europæisk politik.
Foto: PR Foto
Anders Fogh Rasmussen skal roadtrip i seks forskellige lande og lære alt om rødvin, mens han lærer Morten Brink Iwersen om europæisk politik. Foto: PR Foto

Total mådehold med alkohol har været en vigtig og velplejet del af Anders Fogh Rasmussens image som en statsminister i total kontrol.

Men på mandag, når første del af programserien 'Skål For Europa?' kører over skærmen på DR2,  viser den tidligere Nato-generalsekretær og statsminister en noget anden side af sig selv.

- Det er på slap line, og ikke som den kontrollerede mand, du kender. Han er meget mere rund og jovial, og det overraskede mig, siger medvært på programmet, journalist og vinentusiast, Morten Brink Iwersen.

Det var særligt en episode i starten af turen på de tyske landeveje, der gav indtryk af en afslappet Fogh i feriestemning. Pludselig løb bilen næsten tør for benzin, men i stedet for at blive vred over den dårlige timing, begyndte han at skraldgrine.

- Det var ret sjovt, for han er jo vant til rød løber, fly og limousiner, siger Morten Brink Iwersen.

 

Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen i Ungarn, hvor de besøger det berømte migrant-hegn.
Anders Fogh Rasmussen og Morten Brink Iwersen i Ungarn, hvor de besøger det berømte migrant-hegn.

Sammen kører de to på roadtrip i EU's seks vigtigste lande, hvor de undervejs taler om de store udfordringer som immigration, nationalisme og truslen om krig, der i sin tid var baggrunden for EU-sammarbejdet. Men det hele bliver ikke så tungt og kedeligt, for samtidig drikker de en masse storslået rødvin.

- Kommer vi til at se en plakatfuld Anders Fogh Rasmussen?

- Nej, selvfølgelig bliver han ikke plakatfuld, men han er ikke afholdsmand. Programmet gik ud på at lære ham alt om vin. For selvom de liberale demokratier er noget pressede, så er europæisk vin stadig efterstræbt over hele verden, siger Morten Brink Iwersen.

Anders Fogh Rasmussen har fortalt, at han kun har været rigtig fuld en enkelt gang - da han var gymnasieelev. Men i en portrætbog, kom det frem, at han få måneder før sin valgsejr i 2001, drak sig vaklende fuld i snaps efter en cykeltur på Hven. Noget der dog aldrig kom frem i pressen.

Under Danmarks formandskab i EU stod Anders Fogh Rasmussen i spidsen for østudvidelsen af EU i 2007. Han overlod statsministeriets nøgler til Lars Løkke, da han fik jobbet som Natos-generalsekretær. I dag arbejder han i sit eget konsulentfirma, Rasmussen Global, hvor han blandt andet har rådgivet Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen