Angrebsplakat fra rød fælle falder De Radikale for brystet

En plakat, der umiddelbart ser ud til at komme fra lokalafdeling af Enhedslisten, får kritik fra De Radikale

De Radikale og Enhedslisten samarbejder i Folketinget. Men et billede på sociale medier er faldet De Radikale for brystet. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
De Radikale og Enhedslisten samarbejder i Folketinget. Men et billede på sociale medier er faldet De Radikale for brystet. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

På det sociale medie Twitter florerer et billede af en plakat, der umiddelbart ser ud til at være lavet af Enhedslistens lokalafdeling i Københavns Nordvestkvarter, der bærer udsagnet 'De Radikale ud af Folketinget'.

De to partier er begge støttepartier for den socialdemokratiske etpartiregering under Mette Frederiksen (S). De Radikales retsordfører Kristian Hegaard kalder på Twitter plakaten for 'et lavmål'.

- Det undrer mig noget, dette her og kommer bag på mig. Det er ikke noget, man plejer at se i dansk politik og slet ikke fra Enhedslisten, som jeg oplever at have et udmærket samarbejde med i Folketinget i det daglige, siger han.

Enhedslisten oplyser fra sin officielle Twitter-profil, at partiet ikke kender til plakaten. Partiets retsordfører, Rosa Lund, siger:

- Det er hverken vores holdning eller officielle kampagne, dette her. Vi mener selvfølgelig, at det er op til vælgerne, hvem der sidder i Folketinget.

I et interview med Politiken sagde Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, tidligere i sommer, at man kunne forvente et mere køligt forhold mellem de to partier til efteråret. Og ifølge Rosa Lund er det da også stadig forventningen.

- Vi er uenige i den økonomiske politik, hvor jeg tror, vi kommer til at få et stort slag med De Radikale på dagpengene til efteråret. Men andre steder har vi et fint samarbejde.

- Så vi kommer til at tage store slag med De Radikale, men vi kender ikke noget til denne her kampagne, siger hun.

De Radikales Kristian Hegaard håber, at Enhedslisten tager fat i lokalafdelingen.

- Det ligner, at det er en lokalsag i Enhedslisten Nordvest, men uanset hvad betyder det jo, at der i dele af partiet er den holdning, at det er vigtigt, at vi ryger ud af Folketinget.

- Hvis nogen fra Radikale havde hængt en sådan plakat op, så ville jeg straks tage fat i den afdeling.

Til Ritzau siger De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg:

- Jeg synes, at man skal have et lidt højere kampagne-niveau end det.

- Vi har et fornuftig samarbejde med Enhedslisten på eksempelvis udlændingeområdet og uddannelsesområdet. Men er meget uenige på det økonomiske.

Ritzau har forsøgt at kontakte Enhedslisten Nordvest, men det er ikke lykkedes.

59 kommentarer
Vis kommentarer