Anklagede Trump for forræderi: Nu kommer straffen

Trump vil straffe tidligere efterretningsfolk, der har kritiseret hans opførsel på den internationale scene

Trump mener, at kritikken fra de tidligere efterretningschefer er politisk motiveret, oplyser pressetalskvinde for Det Hvide Hus, Sarah Sanders. Reporter ved Associated Press Jill Colvin forklarer her sagen (Video: AP)

USA’s præsident, Donald Trump, truer med at fjerne sikkerhedsgodkendelsen for en række forhenværende efterretningschefer, der har kritiseret hans håndtering af mødet med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i sidste uge.

Det Hvide Hus bekræfter, at sikkerhedsgodkendelsen er i fare for blandt andre tidligere CIA-chef John Brennan, tidligere FBI-chef James Comey samt James Clapper, der var øverste chef for det nationale efterretningsvæsen.

Clapper og Brennan gjorde tjeneste under præsident Barack Obama og trådte tilbage, da Trump blev indsat som præsident. Trump fyrede James Comey som FBI-chef i maj 2017.

'Forræderisk'
Den hårdeste kritik kom fra John Brennan, der på Twitter langede ud efter præsident Trumps fælles pressemøde med præsident Vladimir Putin i Helsinki.

'Det er intet mindre end forræderisk', lød det fra Brennan, efter Trump tilsyneladende tog parti for Putin i spørgsmålet i Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016.

Tidligere CIA-chef John Brennan kan miste sin sikkerhedsgodkendelse efter kritik af Trump. Foto: AP
Tidligere CIA-chef John Brennan kan miste sin sikkerhedsgodkendelse efter kritik af Trump. Foto: AP
 

Trump mener, at kritikken fra de tidligere efterretningschefer er politisk motiveret, oplyser pressetalskvinde for Det Hvide Hus, Sarah Sanders.

- Præsidenten undersøger mekanismer, der kan fjerne sikkerhedsgodkendelsen, fordi de politiserer – og i nogle tilfælde profiterer – på deres tjeneste og sikkerhedsgodkendelse, siger hun på en pressebriefing i Det Hvide Hus mandag.

Præsident Trumps pressetalskvinde, Sarah Sanders. Foto: AP
Præsident Trumps pressetalskvinde, Sarah Sanders. Foto: AP
 

New York Times skriver, at det er kutyme, at tidligere topfolk i blandt andet efterretnings- og udenrigstjenesten i USA beholder deres sikkerhedsgodkendelse, så de fortsat kan rådgive embedsværket.

Sikkerhedsgodkendelsen giver også fratrådte topfolk gode jobmuligheder i den private sektor.

Ifølge avisen har 4,1 millioner amerikanere sikkerhedsgodkendelser på forskellige niveauer, hvilket betyder, at de kan få adgang til hemmelige informationer, der ikke er offentligt tilgængelige.

526 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere