Anklagede Trumps søn for forræderi: Nu er han fyret

Den tidligere toprådgiver Steve Bannon er faldet i unåde efter en strid med Trump-familien

Steve Bannon, 64, står uden arbejde, efter at han lagde sig ud med Donald Trump. Foto: AP
Steve Bannon, 64, står uden arbejde, efter at han lagde sig ud med Donald Trump. Foto: AP

Donald Trumps tidligere spindoktor Steve Bannon er færdig som chef for højremediet Breitbart News efter en offentlig strid med Trump-familien.

Breitbart meddelte tirsdag, at 64-årige Bannon vil træde tilbage som formand for det ultrakonservative nyhedssite.

- Jeg er stolt over, at Breitbart-holdet på så kort tid har formået at opbygge en nyhedsplatform i verdensklasse, siger Bannon i en udtalelse.

Steve Bannon var en af Donald Trumps nærmeste rådgivere i præsidentvalgkampen og blev efter Trumps indsættelse udnævnt til chefstrateg i Det Hvide Hus.

Steve Bannon fulgte med Donald Trump ind i Det Hvide Hus. Nu omtaler Trump ham som 'Sloppy Steve'.  Foto: AP
Steve Bannon fulgte med Donald Trump ind i Det Hvide Hus. Nu omtaler Trump ham som 'Sloppy Steve'. Foto: AP

Foto: AP/Alex Brandon Politik - 6. jan. 2018 - kl. 15:55 Trump forsvarer sit intellekt: Jeg er et stabilt geni

Det varede dog ikke længe, før Bannon måtte forlade stillingen efter et internt opgør i Det Hvide Hus.

Højforræderi
Steve Bannon vendte tilbage til jobbet som chef for Breitbart News, som han med egne ord havde gjort til platform for den højreekstreme alt-right-bevægelse.

Men Steve Bannon ragede igen uklar med sin tidligere chef.

Årsagen var bogen ’Fire and Fury’, hvor Donald Trump fremstilles som mentalt ustabil og uegnet til at være præsident.

Bogen 'Fire and Fury' tegner et yderst negativt billede af den amerikanske præsident. Foto: AP
Bogen 'Fire and Fury' tegner et yderst negativt billede af den amerikanske præsident. Foto: AP

Politik - 5. jan. 2018 - kl. 15:17 Forfatter bag sprængfarlig bog: Trump er den mindst troværdige person på jorden

I bogen er Steve Bannon citeret for, at Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., havde opført sig 'højforræderisk' og 'upatriotisk' ved at møde med en russisk advokat i Trump Tower i juni 2016.

Fra forstanden
Disse ord fik præsident Trump til at slå hånden af Steve Bannon.

- Da han mistede sit job, (i Det Hvide Hus, red.), gik han fra forstanden, lød det i en erklæring fra præsidenten, der samtidig nedtonede Bannons rolle som rådgiver.

- Steve Bannon har intet at gøre med mig eller mit præsidentembede. Steve repræsenterer ikke min base. Han er kun interesseret i sin egen vinding, lød det fra Trump.

USA's præsident Donald Trump. Foto: AP
USA's præsident Donald Trump. Foto: AP
 

Selv om Bannon kort efter krøb til korset og undskyldte sine udtalelser til bogen, var skaden allerede sket.

Milliardæren Robert Mercer, der både har finansieret Breitbart News og doneret millioner til valget af Donald Trump, havde fået nok af Steve Bannon, der nok engang står uden job.

Fakta: De har forladt Trumps regering

* Steve Bannon: Trumps chefstrateg forlod 18. august 2017 Det Hvide Hus. Han er vendt tilbage til sit tidligere job som direktør for højremediet Breitbart News.

* Reince Priebus: Præsident Trumps stabschef, som fredag 28. juli blev skiftet ud med den hidtidige minister for national sikkerhed, John Kelly.

* Sean Spicer: Sagde op som pressetalsmand for Det Hvide Hus i uge 29, fordi han var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.

* James Comey: Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som havde stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016. Han blev fyret af Trump i maj.

* Michael Dubke: Stifter af Crossroads Media, som trådte tilbage som kommunikationschef i Det Hvide Hus i maj.

* Michael Flynn: Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, som trådte tilbage i februar. Det skete, efter afsløringer af at han havde drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte, og vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.

* Sally Yates: Fungerende justitsminister, som blev fyret af Trump i januar, efter at hun havde beordret Justitsministeriets advokater til ikke at håndhæve Trumps indrejseforbud.

107 kommentarer
Vis kommentarer