Platzeck valgt til SPD-formand

Brandenburgs ministerpræsident, Matthias Platzeck, fik en usædvanlig stor tillidserklæring, af de tyske socialdemokrater

Brandenburgs ministerpræsident, Matthias Platzeck, blev tirsdag på SPD's partikongres i Karlsruhe med en gigantisk opbakning valgt til ny formand for de tyske socialdemokrater.

512 af de delegerede stemte for den 51-årige Platzeck, mens kun to stemte imod og en stemte blankt, hvilket svarer til en opbakning på 99,4 procent. Dermed står socialdemokraterne ualmindelig samlet, inden de i næste uge bliver juniorpartner i den nye tyske samlingsregering med de kristelige demokrater i CDU.

- En østtysk kammerat har lige sagt til mig: Hold op med at græmme dig, fordi valgresultatet minder om gamle dage. Men dette resultat er vist kommet i stand på korrekt vis. Jeg er meget, meget glad og også en smule rørt. Vi skal huske at beholde begge ben på jorden. Det får vi brug for i den kommende tid, sagde Platzeck efter afstemningen.