Hommels skæbne afgøres først næste år

Annemette Hommels skæbne afgøres ved domsafsigelse den 12. januar næste år

Sagen mod afhøringsofficer Annemette Hommel og fire militærpolitifolk, der er tiltalt for at have benyttet ureglementerede metoder under afhøringen af irakiske fanger, bliver først afgjort den 12. januar 2006.

Torsdag afsluttede forsvarerne for de fire militærfolk, som er omfattet af navneforbud, deres procedure og krævede frifindelse i alle anklagepunkter, ligesom Annemette Hommels forsvarer Ebbe Mogensen i sidste uge gjorde det. Men hvor Ebbe Mogensen sammenlignede sagen med en fjer, der var blevet til fem høns, så opfatter advokat Per Felby mere sagen som en genfortælling af historien om kejserens nye klæder.

- Som følge af en nødvendig leflen for den fjerde magt (pressen red.) skulle man finde nogle syndebukke, og iklædte derfor en sag mange skønne forklaringer. Men som i det rigtige eventyr er de luftige og gennemsigtige forklaringer blevet afsløret, og sagen står nøgen tilbage, sagde Per Felby.