Norge til møde med USA om CIA-fly

Repræsentanter for det norske udenrigsministerium til møde på USA's ambassade for at få afklaret omstændigheder om et CIA-fly i Norge

Det norske udenrigsministerium mødes onsdag med USA's ambassade for at få afklaret de omstændigheder, der ligger til grund for et angiveligt CIA-lejet flys landing i sommer i Oslo Lufthavn Gardermoen.

- Vi vil spørge om omstændighederne ved landingen. Hvis der har været tale om en officiel transport, så bør de jo vide noget om det, siger det norske udenrigsministeriums pressetalskvinde Anne Lene Dale Sandsten til nyhedsbureauet NTB.

I Sverige har spørgsmålene om CIA-flyvninger også vakt politisk opmærksomhed. Derfor har den svenske regering har bedt om at få alle oplysninger om mistænkte CIA-fly, som er landet på svensk jord. Men Luftfartsverket har efter alt at dømme ingen oplysninger.