Fortsat uro i franske forstæder

Weekenden bliver set som den afgørende test af, om myndighedernes tiltag med f.eks. udgangsforbud kan standse urolighederne i Frankrig

Roen er endnu ikke genoprettet i de franske gader, men natten til lørdag blev langt mindre voldsom end de foregående 15 nætter.

I forstæder til Paris, Lyon og Toulouse kom det til sammenstød mellem unge og politi, og omkring 100 biler gik op i flammer.

I den sydfranske by Carpentras blev der under bønnen fredag aften kastet to molotovcocktail mod en moské, men ingen personer kom noget til. Indenrigsminister Nicolas Sarkozy fordømte angrebet, som han kaldte "skamfuldt og uacceptabelt".

I Paris er offentlige møder forbudt fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 8, efter at politiet via internettet opsnappede opfordringer til uro og voldsaktioner, og over 20 byer har natlige udgangsforbud for unge under 16 år.