Borgmesterposterne er næsten besat

Kun Ærø mangler at udpege sin borgmester. I de øvrige 97 nye kommuner er konstitueringen på plads. S har sikret sig 45 poster

Socialdemokratiet er kommunalvalgets vinder. Partiet har fået flest mandater i kommunerne, og er også løbet med flest borgmesterposter. En optælling viser, at det nye danmarkskort får 45 socialdemokratiske borgmestre, mens Venstre må nøjes med 35. Kun Ærø har endnu ingen borgmester, men satser på en aftale i løbet af torsdagen.

Kommunalforsker Roger Buch påpeger over for Ritzau, at Socialdemokraternes gode valgresultat kommer bag på de fleste, der har beskæftiget sig med politiske målinger inden valget.

- Det er ét stort mysterium. hvordan Socialdemokraterne har klaret sig så godt. Det var der ingen af prognoserne, der tydede på før valget, siger Roger Buch, der er lektor på Danmarks Journalisthøjskole.

Hos Venstre havde man sat næsen op efter 50 borgmesterposter. Det lykkedes dog langt fra, selv om næstformand Lars Løkke Rasmussen har rejst landet tyndt med målet om at vinde flest borgmesterposter.

- Selvfølgelig må man være ærgerlig over, at borgerlige-liberale flertal i en række kommuner i valgnattens forhandlinger er blevet omsat til socialdemokratiske borgmesterposter, siger Lars Løkke Rasmussen, der dog kalder Venstres valgresultat for det bedste kommunale valgresultat nogensinde, når man ser bort fra resultatet i 2001.