V kræver TV2-garanti fra S

Ønsket om indflydelse får Socialdemokraterne til at acceptere et salg af TV2

Socialdemokraternes åbning i forhold til privatiseringen af TV2 er ikke nok til, at partiet bliver lukket ind i varmen i en kommende medieaftale. Det fastslår Venstres medieordfører, Jens Rohde, der forlanger, at Socialdemokraterne fuldt og helt skal acceptere et privatiseret TV2.

- Jeg gider ikke spilde min tid på et Socialdemokrati, der forhandler på skrømt. De meldinger, S er kommet med om TV2, er simpelthen for tvetydige til, at det tydeligt fremgår, hvad de egentlig mener, siger Jens Rohde.

Socialdemokraterne erklærer sig ellers i et netop offentliggjort medieudspil parat til at gå med i en aftale, der indeholder en beslutning om at sælge TV2. I udspillet slås det dog samtidigt fast, at S helst ser et offentligt ejet TV2. Og det er den sidste udmelding, der generer Jens Rohde.