Politisk uro gør ondt værre for italiensk økonomi

Italien mangler en regering. Uroen er med til at gøre landets økonomiske situation endnu sværere, siger lektor

Den kaotiske parlamentariske situation i Italien, hvor Bersani nu har opgivet at danne regering, er med til at grave det sorte hul i den italienske økonomi endnu dybere. (Foto: Eyevinne)
Den kaotiske parlamentariske situation i Italien, hvor Bersani nu har opgivet at danne regering, er med til at grave det sorte hul i den italienske økonomi endnu dybere. (Foto: Eyevinne)

Den kaotiske parlamentariske situation i Italien er med til at grave det sorte hul i den italienske økonomi endnu dybere.

Sådan lyder vurderingen fra lektor med speciale i italiensk historie og kultur, Gert Sørensen fra Københavns Universitet, efter den italienske centrumvenstreleder, Pier Luigi Bersani, torsdag aften måtte opgive at finde flertal til en regering.

- Vi har set før, at markederne reagerer med det samme, når der er politisk uro i Italien. Her må vi sige, at situationen er ganske alvorlig, da landet står og mangler en regering, siger Gert Sørensen.

Læs også:

Se også: Bersani opgiver at danne regering i Italien

Italien står i økonomiske problemer helt op til støvlekanten. Landet har akutte vanskeligheder med at få finansieret det store underskud på statsbudgettet.

Derfor er Italien tvunget ud på de internationale markeder for at hente penge til statsobligationer, der skal finansiere underskuddet.

Pier Luigi Bersanis vanskeligheder med at få en regering på plads og den følgende usikkerhed har gjort det dyrere for Italien at låne penge på markederne.

- I forbindelse med Bersanis regeringsforhandlinger har vi allerede set, at rentespændet til de tyske obligationer er øget, og dermed bliver den i forvejen meget høje italienske statsgæld også yderligere belastet, siger Gert Sørensen.

De internationale kreditvurderingsbureauer holder også skarpt øje med situationen i Italien. For nyligt valgte ratingbureauet Fitch at nedgradere Italien, og Moodys har ligeledes truet med at give Italien lavere karakter.

- Usikkerheden om regeringsdannelsen vil sandsynligvis betyde endnu en nedgradering af den italienske økonomi. Så det får konsekvenser ved kasse et, siger Gert Sørensen.

Bersani vandt valget i februar, men fik ikke stemmer nok til at danne regering. I stedet har han forsøgt at forhandle sig frem til et flertal, men torsdag måtte han altså opgive, og lagde det videre forløb i hænderne på landets præsident, Giorgio Napolitano.

Ifølge Gert Sørensen vil der sandsynligvis blive nedsat en teknokratregering i en kortere overgangsperiode, ligesom det tidligere har været tilfældet i Italien.

- Præsidenten går af i midten af maj og kan ikke udskriv valg. Det skal der en ny præsident til. Det ligger i kortene, at der kommer en regering på banen, som er ledet af en tekniker - en person som er hævet over de konflikter, der måtte være, siger lektoren.

Italien er ramt af den længste recession i 20 år, og navnligt unge er ofre for arbejdsløsheden, som var oppe på næsten 39 procent i januar. Økonomien ventes at skrumpe yderligere med 1,3 procent i år.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere