Thorning diskuterede ROJ TV på møde med Tyrkiets Erdogan

Statsministeren finder det naturligt, at den omstridte tv-station blev samtaleemne under det tyrkiske besøg

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, havde ikke kun øget handel mellem de to lande på dagsordenen, da den tyrkiske leder besøgte København onsdag.

Et mere ømtåleligt emne - nemlig den kurdiske tv-station ROJ TV som har sendt fra Danmark og har tilknytning til den kurdiske oprørsorganisation PKK - blev også diskuteret.

- Ja, det gjorde vi selvfølgelig.

- Der er ingen tvivl om, at tyrkerne ikke kan forstå, at hvis PKK er en terrororganisation, også i Danmark, at der så kan være sådan en tv-station, som har sendetilladelse, siger Helle Thorning-Schmidt efter mødet med Erdogan.

Forholdet mellem Danmark og Tyrkiet har været anstrengt netop på grund af ROJ TV.

Tilbage i 2005 nægtede Erdogan at deltage i et fælles pressemøde med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), fordi der var en journalist fra ROJ TV til stedet.

Og den tyrkiske regering har også løbende presset på for at få ROJ TV's danske sendetilladelse inddraget.

ROJ TV blev i januar 2012 dømt for at agere som talerør for PKK. Den sag er anket til Østre Landsret, hvor den i øjeblikket er under behandling.

Dog er der ikke hjemmel i den danske lovgivning til at inddrage sendetilladelsen, fordi TV-station angiveligt ikke bryder loven med de udsendelser, man sender.

- Tyrkerne er meget optaget af PKK. De anser PKK som værende en terrororganisation. Der har vi også fået en dom i Danmark, som siger meget klart og tydeligt, at PKK er en terrororganisation

- Vi har også i går fremlagt lovgivning, som skal gå ind og se på, hvordan man kan sikre, at der ikke er sendetilladelse til kanaler, som støtter terrororganisationer, siger Thorning Schmidt.

Erdogan var ikke med til pressemødet efter mødet med den danske statsminister. "Det var en del af aftalen" med Erdogan forud for besøget, siger statsministeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere