Vidne: Minister og Arnfeldt ville ændre skatteafgørelse

Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt forsøgte ihærdigt at få omstødt Skats afgørelse i Thornings skattesag

(Arkivfoto: Lars Krabbe)
(Arkivfoto: Lars Krabbe)

Efter offentliggørelsen af afgørelsen i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag gik der rygter i Skatteministeriet om, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, fortsat ville forsøge at få genoptaget og ændret afgørelsen.

Det forklarer det centrale vidne, fagdirektør i Skatteministeriet Ivar Nordland, i Skattesagskommissionen fredag. Han har tidligere sagt, at de to 'angreb' den såkaldte agterskrivelse, som viser, hvordan Skat vil afgøre sagen.

- Der er et lille forløb den 17. september, hvor jeg kommer ned på ministergangen og møder Peter Arnfeldt, forklarer Ivar Nordland.

- Jeg siger til Peter Arnfeldt: Nu er den sag vist slut.

- Overhovedet ikke. Den sag kommer op igen, svarer Peter Arnfeldt ifølge Ivar Nordland.

- Hvorfor det, siger jeg.

- Det kan jeg ikke sige. Men den kommer op igen, lød svaret fra Peter Arnfeldt ifølge fagdirektøren.

Ivar Nordland forklarede, at samtalen foregik 'omkring middagstid'. Om eftermiddagen den 17. september offentliggjorde Helle Thorning-Schmidt to linjer fra afgørelsen.

Da Ivar Nordland kort efter sad ved et bord i Skatteministeriet og bladrede i aviser, kom et andet centralt vidne i skattesagen, produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, ifølge Ivar Nordland forbi ved døren op til ministergangen.

- Han ryster på hovedet og siger: 'Nu vil de ændre afgørelsen', og så går han forbi, fortæller Ivar Nordland.

Han får senere at vide fra juridisk direktør Birgitte Christensen i Skatteministeriet, at 'de har lavet et notat, men det forholder sig ikke til sagen'.

- Det interessante er, hvorfor han får lavet sådan et notat, siger Ivar Nordland.

Han frygter, at notatet bliver lavet, fordi ministeren og hans rådgiver forsøger at få omgjort afgørelsen:

- Hvis de forsøger at lave afgørelsen om, så er de ikke rigtig kloge. Det vil ende i en ministerstorm, siger Ivar Nordland.

Birgitte Christensen forsikrer dog Ivar Nordland om, at 'hun ikke kan forstille sig, at det vil ende sådan'.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere