Knusende sejr til Siumut

Det socialdemokratiske parti har fået mere end 40 procent af stemmerne, mens rivalerne i IA får knapt 35

Det socialdemokratiske parti har fået mere end 40 procent af stemmerne, mens rivalerne i IA får knapt 35.

Socialdemokratiske Siumut bliver Grønlands største parti, viser resultatet fra landstingsvalget. Regeringspartiet IA går markant tilbage.

Det fremgår af tallene fra det webbaserede valgsystem Qinersineq, der er udviklet for Grønlands selvstyre.

Siumut har fået 42,8 procent af stemmerne, mens IA må nøjes med 34,4 procent, og landsstyreformand Kuupik Kleist har da også erkendt sit valgnederlag.

Avisen Sermitsiaq skriver, at Siumut-formand Aleqa Hammond på et pressemøde onsdag vil præsentere sin slagplan for de kommende forhandlinger om at danne en koalition.

Hvis det lykkes hende at samle tilstrækkelig opbakning blandt de andre grønlandske partier, kan hun blive Grønlands første kvindelige regeringschef.

I 2009 afløste hun Hans Enoksen på lederposten i Siumut efter partiets nederlag ved landstingsvalget, der også medførte det første politiske magtskifte i Grønland i 30 år.

Der er cirka 40.000 stemmeberettigede på Grønland.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere