Engell: De studerende må også bidrage

Politisk kommentator Hans Engell svarer hver uge på spørgsmål fra læserne i Ekstra Bladets lørdagsmagasin EKSTRA

(Foto: Jan Unger)
(Foto: Jan Unger)

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Fatal SU-kurs
Regeringen vil skære i SU'en og få de studerende til enten at låne penge eller arbejde mere for at få penge, hvis de vil gennemføre deres uddannelse. Men så vidt jeg husker, så blev SU-systemet da lavet om i 1980'erne, hvor de studerende netop ikke fik SU, men lån, og det endte med, at mange fik så stor en gæld, at staten alligevel måtte ind og erklære dem personlig konkurs, og der kom personlige tragedier ud af det. Vor nuværende regering vil åbenbart tilbage til den gamle facon, men har de ikke embedsmænd, som kan fortælle dem, at man allerede har prøvet, og det ikke var en succes?
Mvh. Peter Rasmussen, Aalborg

Kære Peter
Regeringens forslag går jo ikke ud på at droppe SU'en, men at stille krav om, at de studerende skal gennemføre deres uddannelse hurtigere (til normeret tid), hvis de vil have SU. Selv med regeringens forslag vil Danmark fortsat have den bedste SU-ordning i verden - langt mere fordelagtig for de studerende end f.eks. i Sverige og Norge. Så der er ikke tale om, at man går tilbage til det gamle system. Når der nu skal spares på dagpenge, efterløn, kontanthjælp og sygedagpenge, er det vel ikke urimeligt, at de studerende også må bidrage? Glem ikke, at dette år startede med, at regeringen var tvunget til at låne 50 mia. kr. for at dække statsunderskuddet, og SU-ordningen koster trods alt skatteyderne 18 milliarder kr. om året.
Venlig hilsen Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Rokade på vej?
Kommer der en større regeringsrokade i 2013? Jeg tror, den kommer i 2013, og valget kommer i 2014 eller 2015. Hvad tror du?
Hilsen Christian Hansen

Kære Christian
Jeg tror på valg i 2015. Og jeg tror ikke på nogen større regeringsrokade - altså i alle tre regeringspartier samtidig - i det kommende år eller længere.
Venlig hilsen Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Tåbelig flysikkerhed
Hvordan kan det lade sig gøre, at en tåbelig regel som flysikkerhedens væskeregel bliver til? Du må tage 500 ml væske med, hvis de er i fem 100 ml-beholdere, men ikke i en 500 ml-beholder - det giver jo absolut ingen mening og forhindrer ikke terroristen i noget. Alle, jeg snakker med, synes, reglen er tåbelig, men alle siger, det er en EU-regel, og man kan ikke komme af med den. Kan det virkelig passe?
Kristian Schach Møller

Kære Kristian
Reglerne om kontrol med væsker i håndbagagen blev vedtaget efter et forsøg i England i august 2006 på at medtage flydende sprængstoffer i et fly. Herefter ønskede bl.a. England helt at forbyde passagerer at medbringe væsker i håndbagagen. Det endte med et kompromis om, at der kan medbringes en samlet mængde væsker til personlig hygiejne. Det er i håndbagagen tilladt at medbringe beholdere af maks. 100 ml, der kan være i en en-liters pose.Det er selvfølgelig korrekt, at man i princippet bare kan blande fem beholdere over i en stor beholder, men det er ikke ukompliceret, da flydende sprængstoffer er mere ustabile, hvorfor det ikke er så nemt at skulle hælde dem sammen.Reglerne har medført mange protester, og Europa-kommissionen har fra reglernes vedtagelse arbejdet tæt sammen med producenter af screeningsudstyr for at udvikle udstyr, der kan screene væsker fra sprængstoffer. Når det foreligger, er det meningen, at passagerer hurtigst muligt igen skal kunne få lov til at medbringe alle ønskede væsker i håndbagagen.
Venlig hilsen Hans

Hans Engell kan svare på alt om politik. Send dit spørgsmål til engell@eb.dk

Løn efter stemmetal
Folketingets medlemmer er i den heldige situation, at de selv kan fastsætte deres løn, hvilket har bragt dem op i en flot aflønning. Der er både dygtige, flittige og iderige politikere, men der er også (for at citere dig!) udbrændte ringvrag og dem, der intet gider. Den personlige stemme afgives sikkert i stor udstrækning til kandidater, som man anser for at tilhøre den første gruppe, så var det ikke en ide at graduere folketingsmedlemmers aflønning, for eksempel ved at indføre en fast løn på linje med vælgerskarens gennemsnit og så et personligt tillæg, afhængigt af antallet af personlige stemmer?
Med venlig hilsen
Søren, Albertslund

Kære Søren
Spændende forslag, men urealistisk. Du kan have politikere med store personlige stemmetal, som ikke laver en brik, og MF'er med beskedne stemmetal, der bærer det politiske arbejde. Endelig er der forskel på valgkredsenes størrelse. Så du kan ikke uden videre sammenligne stemmetal. Den går simpelt hen ikke.
Venlig hilsen Hans

Send dit spørgsmål eller dine kommentarer til engell@eb.dk Vi kan desværre ikke love, at alle for svar, men hver uges vælges 5-6 interessante spørgsmål ud, som Hans Engell svarer på i EKSTRA

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere