EU-kommissær: Italien har brug for velfungerende regering

EU-kommissær har noteret sig store børsfald efter italiensk valg. Han opfordrer til hurtig regeringsdannelse.

EU's økonomikommissær, Olli Rehn, understreger, at det er vigtigt, at Italien snart får "en velfungerende regering" for at forhindre økonomisk usikkerhed efter parlamentsvalget.

- Jeg har set tallene på børserne i Milano og andre dele af Europa og verden. Det ser ud til, at investorerne reagerer ud fra den overvejelse, at der er en vis politisk usikkerhed.

- Derfor vil det være vigtigt, at få en velfungerende regering i Italien ret snart for at vise, at landet bevæger sig frem, siger han til Ritzau.

De europæiske aktiekurser faldt tirsdag drastisk, efter at parlamentsvalget i Italien har efterladt eurolandet i noget, der ligner et politisk dødvande.

Tirsdag eftermiddag var kurserne på den italienske børs dykket med 4,4 procent, og der var generelle fald at spore i hele Europa.

EU-kommissæren understreger, "at kommissionen respekterer de demokratiske principper i Italien". Men han lægger ikke skjul på, at valgresultatet efterlader landet med en svær opgave.

- Selvfølgelig håber jeg, at Italien får en funktionel regering hurtigt, for landet har formidable økonomiske udfordringer, og EU-Kommissionen støtter Italien i de udfordringer, siger Olli Rehn

Italiens afgående premierminister, Mario Monti, fik et dårligt valg, og det bliver af mange iagttagere set som en protest med de økonomiske reformer og den sparekurs, som er udstukket fra Bruxelles.

Økonomikommissær Olli Rehn var tirsdag i København for at deltage i en høring om finanskrisen og udviklingen af EU på Christiansborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere