Berlusconi erkender valgnederlag i Italien

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi siger, at alle partier må stå sammen om at lede landet

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi erkender, at det nyligt overståede parlamentsvalg har resulteret i en sejr i underhuset til centrumvenstre-koalitionen med Pier Luigi Bersani i spidsen.

Berlusconi siger, at han er villig til at overveje en alliance mellem Bersanis lejr og hans egen centrum-højre koalition.

- Italien skal ledes, og vi er nødt til at reflektere, siger Berlusconi, der understreger, at alle partier må ofre noget for det fælles bedste.

Berlusconi mener, at det store valgnederlag til den afgående premierminister, Mario Monti, er et udtryk for, at vælgerne har været stærkt utilfredse med hans økonomiske stramninger.

Silvio Berlusconi udelukker da også kategorisk et samarbejde med Monti, som han beskylder for at have kastet Italien ud i recession.

Selv om centrumvenstre-koalitionen har flertallet i underhuset, så er det samme ikke tilfældet i overhuset, og det kan derfor blive svært for Bersanis koalition at få ny lovgivning igennem.

En regering skal nemlig i praksis have flertal i begge kamre for at kunne styre landet, da lovforslag skal igennem begge kamre for at blive godkendt.

Bersani erkender da også, at der er tale om en "meget delikat situation".

Italien har haft flere end 60 regeringer siden Anden Verdenskrig, og Berlusconi er en af de få, der har siddet på magten i længere perioder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere