EU tøver med at lukke Ukraine ind i varmen

EU kræver yderligere reformer og gode toner fra Ukraine, før man er klar til at underskrive samarbejdsaftale.

Ukraines præsident, Viktor Janukovitsj, får masser af gode ord, men ingen konkrete forsikringer med hjem fra sit topmøde med EU's præsident og kommissionsformand mandag i Bruxelles.

EU's ledere gør det klart, at der stadig er brug for omfattende demokratiske og politiske reformer i Ukraine, før EU er klar til at skrive under på en associerings- og frihandelsaftale på et topmøde i Vilnius til november.

Aftalen er allerede skrevet, og den vil - hvis den bliver underskrevet - være den mest vidtrækkende politiske samarbejdsaftale mellem EU og et ikke-medlem. Og dermed en forløber for at tale om egentligt EU-medlemskab til Ukraine.

EU-præsident Herman Van Rompuy siger på et pressemøde efter mandagens topmøde i Bruxelles, at det er "et afgørende øjeblik" i forholdet mellem EU og Ukraine, og at der er "en historisk mulighed" for at tage et stort skridt fremad.

Kommissionsformand José Manuel Barroso gør det dog også klart, at Ukraine ikke både kan være i toldunion med Rusland og have frihandelsaftale med EU.

Og Barroso og Van Rompuy understreger flere gange, at Ukraine stadig har afgørende hjemmearbejde på tre punkter:

En reform af valgsystemet, overordnede politiske og økonomiske reformer samt mere uafhængighed til domstolene.

Uden direkte at nævne den fængslede tidligere premierminister Julia Timosjenko siger både Barroso og Van Rompuy flere gange, at der skal sættes en stopper for "selektiv retsforfølgelse".

Der er kun tid til to spørgsmål fra pressen, og det er derfor ikke muligt at spørge de tre topmødedeltagere til sagen om den tidligere ukrainske forsvarsminister Valerij Ivasjtjenko, der ifølge Politiken netop har fået politisk asyl i Danmark.

Ivasjtjenko har sagt til Politiken, at politiet forsøgte at presse ham til at komme med urigtige anklager mod Julia Timosjenko - og at betjentene gjorde det klart, at de havde deres ordre fra allerhøjeste sted.

Også et andet EU-medlem - Tjekkiet - har givet politisk asyl til en tidligere ukrainsk minister, der er i opposition til præsident Janukovitsj.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere